Hvorfor vi tager afsted

For os er det at sejle ikke eskapisme. Vi sejler for den høje himmel, for de vindfyldte sejl, for oplevelsen, vi ikke vidste ventede os. Og vi sejler for at betragte verden, for mødet med andre mennesker med – og fra – et andet udgangspunkt, end det, vi kender fra det, vi kender som hjem. Fra båden, som er udgangspunktet for denne fortælling.

Er en Fribytter ikke en Sejler, der flakker fra grønt til rødt
og vaagnede stirrer mod Livet, men søvnigt mod alt, som er dødt?
Og ligger han ikke og døser i læ af Latinersejlet
og ser paa de vilde Lande, som i Havet staar omvendt spejlet?
Tom Kristensen, Fribytter.

Bloggen, som nok nærmere bliver en fortælling, er ment som et kighul til en anden verden; et for os lille eventyr, der udspiller sig over det næste halvandet år. For godt nok har verden har mødt sin sidste opdagelsesrejsende, men eventyrerne findes stadig derude, og vi bilder os ind, at vi er to af dem.

Vores fortælling bliver aldrig det samme som sandheden; som det, der rent faktisk skete. Den bliver en perception styret af vores selvbiografiske hukommelse med alt, hvad der dertil følger af overdrivelser og fortrængninger. Moderne hjerneforskning viser, at det er de samme centre i hjernen, der bliver brugt, når vi ser billeder med øjnene, som når vi selv danner billeder for vores indre blik. Og som eksemplet med Lærer Andersen i Matador, der (ikke) lukkes ude på altanen, viser, så er de billeder, vi selv danner, ofte så levende, at vores hjerne ikke kan kende forskel. Vi husker dem, nøjagtig som havde vi set dem. Vi lover dog at forsøge at holde fortællingen så tæt på sandheden, som vores hjerner tillader det.

De fleste rejser ud for at finde hjem“, sang LoveShop i sangen Fremmedlegionær, og det samme gør vi. Herfra vores verden går, skal vi igen vende tilbage til, men først sejler vi: Vi sejler for at se den næste morgen, for at prøve at ride stormen af, vi sejler for de vilde vover, for stilheden, nattehimlen, livet over og under havets overflade. Vi sejler for at holde vejret og for at lære at trække det rigtigt igen.

Læs med, hvis du har lyst, hvis du har drømme eller udlængsel, hvis du er nysgerrig, elsker at sejle, kan lide en god historie eller måske bare, hvis du kender os.

Måske det, du læser, kan være et afsæt til drømme eller handling. Eventyret starter her.