Forløsning

Den havde længe ligget og luret i baghovedet; Tanken om dagen for afrejse.  Og som den kom tættere og tættere på, gik tiden hurtigere og hurtigere. For fem år siden gav Morgan og jeg håndslag på, at vi i 2023 ville sejle på eventyr, og med tiden, der gik, steg forventningerne og spændingen: “Det er jo lige om lidt!”

Man siger, at forventningens glæde ofte er den største. I vores tilfælde var kunne intet være mere forkert. For da dagen oprandt, og vi smed fortøjningerne, var følelsen af forløsning ren lykke! Eventyret er i gang – havet og friheden venter! Og således stævnede vi ud fra havnen i Strandby den 21. maj 2023 kl. 14.36 og satte kursen mod Norges kyst med det formål at  lægge os i en gunstig position til at nå Skotland.

Den første nat på havet

Vejrudsigten havde lovet svag til ingen vind, og vi havde indstillet os på kedelig motorsejlads, men heldigt for os var vejrudsigtens vindvarsel en underdrivelse, for vi nød mellem 4 og 10 m/s hele vejen. Op til nord for Skagen sejlede vi bidevind (hvor vinden kommer forfra, og man derfor må krydse for vinden for at komme fremad), og derefter, da vi faldt af lidt nordvest for Grenen, med vinden foran for tværs det meste af vejen. Perfekte konditioner til den første nat til havs. Vi valgte at køre med korte vagter og skiftedes til at sove i cockpittet. Kaptajnen skal jo lige sikre sig, at 1. styrmanden stadig kan huske håndværket…

Tidlig formiddag anduvede vi en fin lille vig lidt vest for Kristiansand, hvor vi smed ankeret. Og her ligger vi nu, og gør de sidste forberedelser til vores første store havsejlads over Nordsøen. Vejrudsigten melder desværre lidt lange udsigter, da et stort vejrsystem skaber stormende kuling den vej, hvor vi skal. Men hvad gør det? Eventyret er startet, der er smukt i Norge, og der er er masser af gøremål på båden, som vi nu har tid til at få afsluttet. Stille roligt kan vi sejle lidt nordpå og både genbesøge og udforske nye norske vige og havne, indtil vind og vejr tillader, at vi stikker mod vest for at ramme forventeligt Inverness i Skotland.

“Livet er kort målt i tid rundt om solen / men det’ så højt som din tanke kan nå”,

synger Søren Huss i sangen Undertiden. Den er en fin påmindelse om at udnytte tiden, mens den er her, og mens vi kan;  Sætte i værk og realisere drømme og nå mål, hvad end de måtte være. Det behøver hverken være stort, vildt eller langt væk. Eventyret venter lige om hjørnet, og vi glæder os over at være kommet godt fra land og klargøre det sidste på Freedom.