Dette blogindlæg handler om vores tur over Nordsøen. En tur vi selv har set som en lakmusprøve for, om vi nu var klar eller ej til ægte langturssejlads.
Valg af vejrvindue
Ved ankomst til Norge, så vejrprognoserne for en nærtstående overfart ikke supergod ud de næste to uger. I hvert fald ikke ifølge PredictWind, som er den primære vejrtjeneste, vi benytter os af. Enten var der ingen vind, eller også var der for meget. Samtidig gav den gammelkendte nordenvind, der mere end ofte blæser med kulingstyrke langs den norske vestkyst os panderynker. For med kuling kommer dønninger, og store dønninger kræver meget vind at gennemsejle, så et vejrvindue uden eller med kun lidt vind var bestemt ikke et drømmescenarie. Ej heller ikke vejrvindue med middelvinde på 14-16 sekundmeter, som så ud til at være den anden option, så vi væbnede os med tålmodighed og nød Norge. Heldigvis ændrede prognoserne sig lidt, og en lille åbning viste sig for os. Den største risiko lå i 1. døgn, da vinden så ud til at dø ud. Og med kuling de sidste fire dage, ville det betyde ingen vind til at trække os gennem dønningerne. Sagt på en anden måde: Potentielt søsygevejr.
Beslutningen var dog ikke så svær at tage. Efter dette vindue så en passage den næste uge umulig ud, så vi besluttede os for at kaste os ud i det.
Den 2. juni kastede vi fortøjningerne i Farsund, Norge og satte kursen mod Peterhead, Skotland.
Med os havde vi sommerfugle i maven men også en god portion selvtillid og en fast tro på, at det ville blive en fin sejlads – muligvis med lidt prøvelser undervejs, især det første døgn. Vi følte os godt forberedte og som det er med cirkusheste, der længes efter savsmuldet i manegen, så vi også frem til at blive prøvet lidt af.
Delfiner, dønninger og olieplatforme
Vi lagde ud med en fin sejlads med vinden agten for tværs, som gik mere og mere i platlæns – altså hvor vinden kommer direkte bagfra. Ikke de bedste konditioner, når man skal trække gennem dønninger, der efterhånden havde vokset sig 3 meter høje. Morgan skævede flere gange til sin gast: Mon hun blev søsyg? Det var lige vejr til det.. Men nej, gasten sad såmænd og strikkede, når hun ikke havde vagt.
Det første døgn var aftalen, at vi kørte korte nattevagter: 2 timer ad gangen. Skipper sov i cockpittet på gastens første vagt, men på hendes anden vagt gik han i køjen. Der var styr på det!
Natten bød ikke på de store overraskelser, der var god vind og kun få forvirrende fiskerbåde, der sejler i cirkler, når de fisker, og derfor kan være noget svære at navigere i forhold til, når de kommer tæt på.
Efter første døgn begyndte dønningerne så småt at lægge sig. En herlig sejlads gennem området med olieplatforme og endda med fint besøg af delfiner. Det første besøg af forhåbentligt mange. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af studere hverken dem eller havfuglene, som følger os.
Den anden nat var nærmest massejlads med let vind og ingen bølger. Vagterne blev gjort en time længere, og det fungerede fint.
Ohøj! Land i sigte!
Tidlig morgen søndag den 4. juni 2023 kunne Morgan melde land i sigte! Fantastisk følelse – vi havde taget vores første skalp. Det gule Q-flag blev hejst ved 12 mile grænsen, og de sidste 5 mil blev taget for motor, da vinden var døet ud.
Da UK jo som bekendt er trådt ud af EU, skulle vores første indklarering finde sted. The National Yachtline og Border Force blev kontaktet, og vi fik tilladelse til landefald. Herefter blev der kald op til Peterhead Harbour, og med stor professionalisme, overblik og venlighed blev vi gelejdet sikkert gennem den store industrihavn og ind i lystsejlermarinaen.
Vores første møde med Skotland og skotterne håber vi, bliver kendetegnende for resten af vores tur. En utrolig venlighed og gæstfrihed er vi blevet mødt med, og selv da vi forvildede os ind på en meget lokal pub, hvor der blev dødstille, da vi entrerede (man så næsten vindheksen og aftrækker-fingeren, der leder efter aftrækkeren på seksløberen, for sig) var der ikke andet en overstrømmende gæstfrihed at spore.
Det lærer vi af og tager med os hjem, for sådan vil man gerne mødes som rejsende.
Selvevaluering: Hvad gik godt og skal fastholdes? Hvad gik knap så godt og skal udvikles?
Alt i alt havde vi en fantastisk tur over Nordsøen; det var den helt rigtige beslutning at tage at udnytte det lille vejrvindue, vi havde. Havde vi ikke gjort det, havde vi måske ikke opdaget vinduet. Vi lærte, at det giver mening at tage vejrudsigter ned flere gange i døgnet, da prognosen hurtigt kan ændre sig. Vi lærte også, at korte vagter giver mening i hårdt og dårligt vejr, men at de lidt længere vagter er bedre for søvnen. Det er selvfølgelig helt åbenlyst, men nattevagter længere end tre timer trækker tænder ud. Det gode ved at være to er, at vi bare kan ændre vagtplan og -længde, som det passer os.
Der er vist ikke rigtigt noget, vi ville have gjort anderledes. Turen gav selvtillid og vigtigst af alt: Den var på en måde det rigtige startskud til langturssejlads. Vi glæder os over, at vi begge nyder det at sejle: Vagterne, det simple liv, at være i naturens vold og tilpasse sig dets kræfter og luner. Mange ser det som noget, der bare skal overstås, men sådan har vi det ikke. Sejladsen er det halve af oplevelsen!
Vi er nu godt og vel halvvejs i gennemsejlingen af Den Kaledoniske Kanal og ca. tre uger inde i vores tur. Det er fantastisk at være afsted, og skuldrene er nu for alvor blevet sænket, og roen har lagt sig på det gode skib Freedom. Et godt tegn på dette er, at ingen af os ved hvad dag eller dato det er.
Havet og friheden 