I morgen er det en måned siden, at vi smed fortøjningerne i Strandby. Det føles som en evighed siden. Væk er tidsfornemmelsen, i stedet er vi gledet ind i et langsomt liv, hvor vi har vores rutiner men ikke styres af andet end vind og vejr.
sluserne og samarbejdet
Den kaledoniske kanal er et kanalsystem i det nordlige Skotland, der fra nord går fra Inverness gennem søerne Ness, Lochy og Oich, og som dermed forbinder Nordsøen med Atlanterhavet. Kanalsystemet er med søerne i alt 100 km langt, hvoraf de 37 km er kunstigt anlagt. Kanalen blev anlagt under ledelse af Thomas Telford og åbnede i 1822.
Når man sejler gennem kanalen skal man passere 29 sluser og 11 svingbroer, og man løftes på højeste sted op i 32 meter over havets overflade, inden man sænkes ned igen til havoverfladen. For hver sluse, der skal passeres, skal man lukkes ind og ud, for at vandet enten kan stige eller falde i forhold til næste niveau.
Nogle både har mange gaster, og for dem er slusesejlads en smal sag, fordi de kan flytte sig for hinanden og træde til, hvor det er nødvendigt. For double-handed både som os stiller gennemsejlingen af en sluse lidt større krav til samarbejde og kommunikation, for vi er hver især bundet af vores placering hhv. agter ved roret og foran ved stævnen.
Larmen fra sluserne, når vandet lukkes ind og ud, er ganske høj, så der skal kommunikeres kort og præcist, og hver mand skal kende sin opgave og kunne reagere selvstændigt og uafhængigt af hinanden men i et smidigt samarbejde.
Da RL ikke før havde sejlet gennem sluser, var tanken om slusesejladsens kommende prøvelser, ikke uden en vis nervøsitet fra hendes side. Derfor gennemførte vi dagen før besejling af første sluse en teknisk indøvelse, hvor vi talte slusesejladsen igennem trin for trin, øvede de forskellige manøvrer og aftalte, hvem der gør hvad hvornår. Det kan virke som en overdrevet grad af forberedelse, men det er nu en gang sådan, vi begge foretrækker det. På den måde fornægter den militærfaglige baggrund sig ikke hos nogen af os.
At passere en sluse
At passere en sluse for at blive løftet op på højere niveau foregår på følgende måde: Man sejler ind i den åbne sluse, og kaster tov, som er sat på klysset hhv. foran og bagpå båden, op til slusemesteren, som fører tovet rundt om pullerter på land og tilbage til båden, hvorefter slusen lukker sig bag båden. Der kan alt efter bådstørrelse være op til seks både i slusen ad gangen, og det betyder, at der ikke er langt mellem bådene.
Herefter pumpes der vand ind forfra, som skaber stærk strøm i form af såvel strømhvirvler som understrøm. Dette skaber en enorm kraft, der trækker båden både udad og indad, fremad og tilbage på én gang. Så det gælder bare om at holde tovene jævnt stramme hele tiden uden at stramme så meget, at man trækker båden ind i slusevæggen.
Samtidig skal tovet trækkes ind, så man til stadighed holder tovene stramme i takt med, at vandlinjen og dermed også båden løfter sig. Når der er lukket så meget vand ind i slusen, at vandlinjen ækvivalerer med vandlinjen på næste niveau, åbnes slusen, og man kan sejle ud.
Ved udsejling fra slusen har rorgængeren en særlig opgave, da en sejlbåd svinger bagenden ind, når man drejer væg fra slusevæggen. Der er således fare for skader ved påsejling, så der skal derfor holdes godt fra og ikke drejes for skarpt.
At sejle igennem sluser er ikke særligt svært, men ligger man forrest i slusen, som vi gjorde den allerførste gang, skal man saftsuseme holde ved tovet, for at båden ikke lægger sig på tværs af slusen.
RL fik i den grad kam til sit hår, og alle kræfter blev lagt i for at holde båden. Det var på et hængende hår, at båden ikke blev presset ud, men det gik, og kostede kun huden på RLs højre pegefingers mellemled. Bagefter fandt vi ud af, at slusemester åbenbart kan styre vandtrykket. Han havde således givet los fra start men dog set, at RL, som styrer stævnen (og den klart sværeste og tungeste del!) kom i vanskeligheder, hvorefter han havde taget trykket af. Denne lille oplevelse lærte vi en del af: Stramme tov men ikke for meget, og slusemesteren har magten! Resten af sluserne forløb uden problemer, det er hyggelig slow-motion sejlads. Lidt for slow motion en gang imellem, hvis man spørger Morgan.
Skal man passere flere slusetrin opad, foregår det ved, at man efter første sluse er overstået, sætter gasten (RL) i land, hvorefter gasten går med båden frem til næste sluse og fra slusens top styrer tovet til stævnen, blot hvor tovet strammes til ovenfra ved hjælp af pullerter på slusens top. Rorgængeren bliver på båden og styrer ror og agter.
Skal man sænkes ned i en sluse, foregår det hele i omvendt rækkefølge. Altså sejler man ind, bliver sat fast til slusevæggen hvorefter slusen lukkes og vandet pumpes ud, mens man langsomt firer på tovet og sikrer sig, at båden ikke hænger i tovværket, som vandstanden falder. Og skal man nedad flere trin er det igen gastens opgave at ‘går tur med båden’ og fra slusens top styre rebet til stævnen ovenfra, mens rorgængeren passer roret på båden og rebet fra agter til slusetop. Ved flere trin ned skal man i øvrigt lige huske, at gasten inden sidste slusetrin ned skal ombord på båden igen – ellers kan der være meget langt ned! Logisk, men når man lige står og hygger sig med en medsejler, kan man godt glemme at være opmærksom. Og så får man lige pludseligt travlt med at springe på båden, inden den forsvinder ned i dybet.
Alverdens bekendtskaber
At sejle i sluser tager lang tid og man må som før nævnt væbne sig med tålmodighed. Til gengæld kan man næsten ikke undgå at komme i kontakt med andre sejlere, og det er sjovt nok de samme, man støder på igen og igen. Godt selskab havde vi af englændere, tyskere, nordmænd, svenskere, schweizere og en enkelt finne, og der blev joket, udvekslet erfaringer og givet både gode og dårlige råd undervejs.
Et særligt godt bekendtskab blev Lynn og Rob fra Newcastle, der gennemsejlede kanalen for sjette gang, og derfor kunne give nogle gode tips. Særligt glade blev vi for opfordringen til at bestige Storbritanniens højeste bjerg Ben Nevis, som lå bare fem miles fra en af sluserne.
Havde vi ikke fået det tip, var vi aldrig kommet på den ide, og så havde vi ikke fået den fantastiske oplevelse det var at bestige Ben Nevis og fra 1345 meters højde og med en skyfri himmel nyde en fantastisk udsigt over det skotske højland.
Den bjergtagende natur og alt det andet
At sejle på kanalen byder både på følelsen af kanotur på Gudenåen og mindelser om Azorernes frodige bjergtinder, der rejser sig majestætisk over en i en fugtig varmedis. Men Skotland fortjener ingen sammenligning – Skotland er helt sin egen. “Those mistcovered mountains are home now for me” lyder første linje i Dire Straits’ ‘Brothers in Arms’, og selvom sangen handler om Falklandskrigen, er den alligevel blevet lydtæppet for vores møde med Skotland, måske fordi den meget stemningsfulde melodi passer godt til naturen, der på en eller anden måde også fremstår mættet. Der kan ikke rigtigt tilføjes mere – det hele er, som det skal være, og der mangler ikke noget.
Vi har været endog meget heldige med vejret, og har derfor fået den bedste mulighed for at suge alle indtryk, oplevelser og den fantastiske natur til os. Og mindre fantastisk blev det ikke, da vi på den skotske vestkyst besluttede os for at lægge til ved Isle of Kerrera, en lille ø over for byen Oban med det berømte whiskydestilleri, hvor vi fik rundvisning og rigelige mængder af smagsprøver. Rejseanbefalinger er svære, fordi det er så subjektivt, hvad man har af præferencer, men har man muligheden, så er Oban og Kerrera virkelig et besøg værd. Det er en perfekt smeltedigel af underskøn natur, ældgammel historie, charme, vidunderlig whisky, pivfrisk fisk og skaldyr og gæstfrihed. Det er svært at forestille sig, at der er nogen, der ikke vil falde for det.
Vi har nu lagt den kaledoniske kanal og den første del af den skotske vestkyst bag os, og vi er tanket op på uforglemmelige oplevelser, som føles mere som et halvt års oplevelser end en sølle måned. Men vi er ikke mætte. I morgen vender vi stævnen mod Nordirland.
Havet og friheden 