“What did you think of passing Wicklow Head? It wasn’t nice, was it?!” spørger havnemesteren med et glimt i øjet, der han tager i mod os i Arklow, Irland, og vores trætte øjne afslører os. “No, it wasn’t”.
Dette blogindlæg handler om den mest udfordrende sejlads, vi endnu har gennemført, om de utrolige og utroligt komplicerede tidevands- og strømforhold, man som sejler skal tage højde for i Det Irske Hav og om de vejrudsigter, der bare ikke holder, og som man derfor ikke skal sætte sin lid til.
Godt begyndt
Det startede egentlig fint i Dun Laoghaire, hvor vi, efter at have ligget i havnebyen lidt syd for Dublin nogle dage, den 5. juli kl. 12 var klar til at stikke sydover. Efter at have studeret vejrudsigten på Predictwind og MedOffice, vores foretrukne vejrtjenester, og efter at have set på tidevands- og strømtabeller, stak vi ud i høj solskin med en vejrudsigt, der lovede 5- 7 sekundmeter fra vest de ca. 35 sømil, vi havde planlagt som det næste ben ned til Arklow, Irland.En fin halvvind ventede, og med den relativt korte sejlads (i træskolængder regner vi som regel med en gennemsnitsfart på ca. 5 sømil i timen) stak vi til søs i sejlersko, lette bukser og t-shirt. 2-3 knobs medstrøm betød en fart på 8,5 knob – happy days!
Godt fra land kom vi, om end vinden hurtigt spidsede. Bidevind er intet problem, ind med sejlene og på kryds det gik, stadig med en fin hastighed på 6-7 knob.
En lille forklaring på hvad det vil sige at sejle kryds – eller sejle bidevind, som det også kaldes: Når man krydser, og det var det, vi gjorde, sejler man så tæt på vinden, som man kan, da man jo ikke kan sejle direkte op i vinden, og så slår man ellers kryds ind over vindretningen for på den måde langsomt at bevæge sig fremad. Lidt som når man skal forcere så stejl en skrænt, at man ikke kan gå i lige linje op men må gå slalom opad. Man sejler således mellem 1/3 og 1/2 gang længere end den direkte rute – nogle gange længere. Og alt efter vindens retning vil man komme til at slå ben ind mod og væk fra kysten på sin vej fremad.
At man i det Irske Hav kan opleve de fire årstider inden for en time, har vi tidligere erfaret, men det kom nu alligevel lidt bag på os, hvor hurtigt det hele pludseligt trak sig sammen over os. Det var ikke, hvad vejrtjenesterne havde forudsagt, og radaren afslørede heller ikke de store plamager, som ellers plejer at være en god indikator for møgvejr forude
Mødet med Wicklow Head
En eller flere såkaldte ‘squalls’ var under opsejling. En squall er et vejrfænomen, som bedst kan beskrives som en lokalt opstået meteorologisk forstyrrelse, det skaber kraftige vindbyger ofte med kraftig regnvejr. Vi fik hurtigt rebet ned, og de tunge sejlerbukser blev fundet frem. Ingen panik, der var styr på det. Vindhastigheden steg nu til hård vind med vindstød af kulingstyrke, men hvad værre var, havet rejste sig fra alle sider. Bølger er en ting, når de kommer fra nogen lunde samme retning, men når de kommer fra ALLE retninger på en gang og rejser sig til en højde, hvor man kigger direkte ind i en vand af mur, der ind imellem begynder at brække, så bliver det lidt træls. Og dette lige som vi nåede Wicklow Head, en klippepynt vi skulle passere.
Sammenfaldet kunne ikke være mere uheldigt, for der er ofte problematiske strøm- og bølgeforhold ved pynter, som disse, ikke mindst når strøm og vind går i hver sin retning.
Under squall-lignende forhold er det ikke usædvanligt, at vinden hele tiden skifter lidt retning (rummer og spidser) og tager af og til i fart (løjer og stiger), men da vinden pludseligt forsvandt, og strømmen samtidig vendte, lige som vi vendte fra det ben i et kryds, der førte os ind mod pynten, blev det lidt kritisk. Vi sejlede nu baglæns. De massive bølger og strømmen førte os tilsammen ind mod land, og der var ikke andet at gøre end at starte motoren.
For fulde sejl og omdrejninger kom vi fri af klipperne og ind i, hvad der bedst kan betegnes som en tur i vaskemaskinen på et centrifugeringsprogram med 1200 omdrejninger. Frem og tilbage, op og ned blev vi kastet.
Kaptajnen havde blikket stift rettet mod horisonten, navigationen og en sikker sejlads. Gasten havde fokus på at skifte halse på forsejl ved vend og på ikke at blive søsyg. Det sidste var ret vigtigt. At blive søsyg på et kritiske tidspunkt som dette er en dårlig ide. Så er der kun kaptajnen tilbage.
A smooth sea never made a skilled sailor
Efter 6 timers sejlads kunne vi endelig sejle gennem Arklows breakwater, lige til lavvande. Men det gik, der var vand nok under kølen. Og anvist på plads blev vi af førnævnte havnemester i Arklow, så tilbage til ham, som tilføjede: “It’s like a whirlpool out there – really complicated sailing. One of our locals; an experienced sailor, took the same route as you but decided to return, as he reached Wicklow Head. It was just not for him.” Og der gik det nok for alvor op for os, hvad vi havde oplevet. Et af disse fænomener, som Det Irske Hav er så berygtet for, og som gør det til et af de mest komplicerede steder at sejle i verden. Kombinationen af det relativt smalle sund mellem Irland og England/Wales, hvor enorme vandmængder presses frem og tilbage af den store forskel i tidevand (op til 6 meter i Det Irske Hav) med strøm op til 5 knob, hvortil der skal tillægges disse pludseligt opstående squalls kan skabe ‘den perfekte storm’ af uheldige sammentræf, der til sammen kan skabe farlige situationer.
“Smooth sea never made a skilled sailor”, sagde Roosevelt, og vi lærte en lektie i vores møde med Det Irske Hav og dets skarpe tænder. Med sejladsen blev vi en erfaring, en nyfunden og endnu større respekt for havets kræfter, men også en god portion selvtillid rigere. Områder som disse, hvor så store, forskellige og til tider modsat arbejdende kræfter kræver forberedelse, dygtighed, sømandskab og mod. Det er ikke noget nyt i, at vi ikke kan stole på vejrmeldingerne, men vi har for alvor taget læring med videre i forhold til den enorme indflydelse de store tidevandsforskelle og tidevandsstrømme har på sejladsen, og hvilke krav dette stiller til forberedelse før og fleksibilitet under sejlads. Ikke mindst i situationer, hvor de kombineres med hård vind fra modsat retning.
Vi påstår ikke, at vi besidder alle disse kompetencer, men af situationen har vi hvert fald lært, at vi altid skal forberede os på det værste. at vi ikke skal stole på vejrmeldingerne, at vi i endnu højere grad skal se på strøm i forhold til terræn, men at vi faktisk kan sejle gennem det meste.
En velfortjent moleøl under ‘After Action Review’ i Arklow Marina, Irland.
Havet og friheden 