Vi har haft alt for mange familiebesøg den sidste måneds tid. Hvad mener vi dog med det, og kan man overhovedet tillade sig at skrive sådan?
Ja, det kan man, for det er lavtryksfamilier, der er tale om, og det er lavtryksfamilierne, der var den primære årsag til vores alt for lange ophold på den irske østkyst.
Sidst vi udgav et blogindlæg, var vi nys ankommet til Arklow på den irske østkyst efter vores møde med et hidsigt Irsk Hav, og vi skal da love for, at hidsigheden er fortsat. For hvad der vurderes at være alle lavtryks moder har nemlig bosat sig lidt sydøst for Azorerne, og det betyder, at ‘hun’ igen og igen skyder lavtryk efter lavtryk afsted mod det nordeuropæiskes vestkyst.
Hvad er en lavtryksfamilie?
En lavtryksfamilie er, når en række af lavtryk dannes lige efter hinanden som perler på en snor eller i ”familier”. Vejrfænomenet gør, at vejret i disse situationer gentager sig selv med 1 eller 2 dages mellemrum, og selve vejrtypen kan vare fra nogle få dage til flere uger og måneder. I forbindelse med lavtrykspassagerne, altså når et lavtryk passerer der, hvor man befinder sig, blæser det – ofte kraftigt – på sydsiden af lavtrykket. Normalt blæser det kraftigst, efter at fronten er passeret, og man er kommet ind i den kolde luft. Lavtryksfamilierne betyder faldende temperaturer i forbindelse med passagen af koldfronten, og der følger normalt ret fugtigt vejr med regn eller byger. Sagt med andre ord: Lavtryksfamilier er lig med møgvejr, og det var det vejr, vi blev ramt af på den irske østkyst, og som i princippet er fortsat lige siden. Og det er de samme lavtryksfamilier, der fortsætter videre og ødelægger det gode sommervejr i Danmark.
Endelig! Et vejrvindue!
På den irske østkyst følte vi os mildt sagt fanget. Vi er ikke bange for lidt blæst og lidt bølger, men med det ene kulingvarsel efter det andet, er der ingen grund til at gøre noget dumt. Selv de irske fiskere, som ellers må siges at være ægte søulke, havde ikke været ude af havnen i flere uger. Vores lavtryksmoder holdt os i et jerngreb.
Så vi lå og ventede, i hvad der føltes som 100 år, men hvad der dog kun var en uge i Arklow og en uge i Kilmore Quay, inden vi endelig fik et vejrvindue langt nok til at komme til Frankrig. 48 timer var alt, vi behøvede, og det fik vi den 19. juli, hvor fortøjningerne blev kastet fra morgenstunden, og kursen sat mod Frankrig.
Vindretning og -hastighed var ikke optimal: Vinden kom lige bagfra – det man på sejler-lingo kalder platlæns og med sølle 4-6 sekundmeter er det bare ikke nok til at trække Freedom gennem de høje dønninger, der ikke kan undgås i et smalt stræde som det keltiske hav efter flere dage med kuling. Så det var lidt af en vippekop, vi sejlede rundt i de første mange timer.
Men vi var afsted, der var solskin, og snart skulle vi få følge af flere flokke af delfiner, der boltrede sig begejstret langs med, foran, under og bag om Freedom.
De er prægtige dyr og utroligt nysgerrige! Det var helt tydeligt, at der blev holdt øje med os, og jo mere vi fulgte med dem rundt og kiggede på dem, jo mere gjorde de sig til for os. De største dyr vendte lige siden til for at se op en gang imellem. Det var helt tydeligt, for vores fribord (bådens side fra dæk til vandlinje) er så lavt, at man næsten kan røre vandspejlet og delfinerne, der svømmer centimeter fra båden. Oplevelser som disse bliver vi aldrig trætte af.
Den engelske kanal
Efter ca. 24 timer nåede vi Den Engelske Kanal, og nu blev dønningerne længere, fladere og mere behagelige, men desværre forsvandt vinden også, og vi måtte derfor sejle for motor et stykke tid.
Den Engelske Kanal er et farvand mellem England og Frankrig, som forbinder Atlanterhavet med Nordsøen. Tidevandsforskellen varierer mellem 2 og 12 meter, og man skal derfor planlægge sin sejlads grundigt for at time med- og modstrøm. Samtidig er kanalen en af verdens mest befærdede skibsruter, hvor omkring 25 % af al international skibstrafik passerer. Og det er ikke små lystsejlere som os, der menes her, men derimod enorme fragtskibe på 200-400 meter, der ligger som perler på en snor og som tordner afsted med 15-18 knob i timen. Så når lille Freedom kommer tøffende og skal passere kanalen på tværs af denne tunge skibstrafik, er det efter devisen ‘størst, der kører først’. Her er det ikke motor, der viger for sejl, men derimod lyst, der viger for brød. Eller sagt på en anden måde: Det er os, der skal flytte os og tilpasse vores sejlads i forhold til de store skibe.
Man skal passe på og gøre sig umage, når man krydser store skibsruter, og det er vigtigt, at vi som en lille båd kan blive set af de store skibe; både i dagslys, i tåge og i mørke. Så selvom vi har AIS (se tidlige blogindlæg, hvis du i tvivl om, hvad det er ) hejste vi for al sikkerheds skyld vores oppustelige radarreflektor, så vi fremgik så tydeligt som muligt på de store skibes radarer.
En radarreflektor er et passivt instrument, designet til at øge et fartøjs synlighed på radar. Den gør dette ved at reflektere radarsignalet tilbage til kilden, hvilket gør det lettere for andre skibe eller landbaserede stationer at opdage båden på deres radarskærme. Radarreflektorer er særlig vigtige for mindre både som Freedom, fordi vi i sig selv ikke reflekterer stærke radarsignaler, fordi vi ikke har mange kanter. Derfor har reflektorerne en masse diamantformerede metalkonstrueringer, der er designet til at reflektere radarsignaler i flere retninger.
Kanalen består af tre ‘spor’, som benyttes af de store skibe: Det første spor (set fra nord), hvor trafikken er øst-vestgående, det andet spor, hvor trafikken er vest-østgående, og det sidste spor, hvor trafikken går i begge retninger, og som er dedikeret til færger og passagerskibe. Alle tre spor skal således krydses.
Morgan havde timet vores ankomst, således at vi skulle krydse ved aftenstid, hvor der ikke var megen strøm og stadig dagslys. Set på radaren, kortplotteren og bare når vi så ud over kanalen, som vi nærmede os den, virkede det nærmest som en uoverskuelig opgave. Skib efter skib kom blæsende på tværs. Hvornår mon der blev et hul til os?
På kortplotteren kan vi ved at se på de øvrige skibes position, retning og hastighed regne ud, om de får foran os eller bagved os, som vi nærmede os selve renden, og efter lidt flere, så færre, så flere omdrejninger på motoren igen, fik Morgan styret os sikkert på tværs af de tre sejlrender. Lidt af et svendestykke, som ikke kunne være gjort i flottere stil.
Da mørket faldt på, var vi sikkert igennem, men også trætte efter timers anspændthed. Så det var en lang nat med 2-timers vagter, der ventede. Glade og udmattede var vi, da Bretagne dukkede op i morgenens første solstråler.
Betagende Bretagne
Nu sejler vi rundt i Bretagne, og her er lige, som vi havde håbet og drømt om. Smuk og dramatisk kyst, beskyttede ankerpladser, hyggelige havne med fransk stemning, når den er mest afslappet og franske specialiteter, når de er bedst. Nuvel, vor tidligere omtalte lavtryksmoder bliver ved med at spytte sine lavtryksfamilier i vores retning, men det gør ikke så meget, fordi vi har mange flere muligheder for at komme i læ her. Og tilmed er vandet er nu ikke længere så koldt, at det ikke længere føles som vinterbadning at tage en dukkert.
Lige nu ligger vi ved Camaret-sur-Mer, og i morgen sejler vi lidt videre sydpå ned til Morgat. Eller det er i hvert fald planen, for man ved jo aldrig, når man sejler.
Og hvad planen så er herfra, er ikke sikker. Vi tager det, som det kommer, for her er er nok at se, opleve og smage på, men i hvert fald sydpå langs den franske kyst og på et tidspunkt over Biscayen til Spanien. Det er ikke så dumt at være fuldtidssejler.
Havet og friheden 