Det er to måneder og et dødsfald siden, vi sidst har lavet et blogindlæg. I sig selv var hjemkaldelsen i forbindelse med Rikke-Louises fars sygdom og død både smertefuld og sorgfuld, men samtidig var det at skulle forlade båden forbundet med både logistiske og økonomiske bekymringer, som sled på os på måder, vi ikke havde forestillet os. Dertil lægges den efterfølgende sorg efter at have mistet og den akkumulerede stress, der bygges op, når man er i mental undtagelsestilstand. Alt lagt sammen har det betydet, at overskuddet til at skrive ikke er fundet før nu, og indrømmes skal det, at dette blogindlæg har været en hård og langsommelig fødsel.
Jeg har en nyfunden respekt for skriveblokade, for hvad skal man skrive om for at komme i gang og starte på en frisk? Når tørsten efter eventyr og langturssejlads har været på standby, og vi mentalt har været helt dernede, hvor vi var på nippet til at droppe turen og tage hjem? Når hjertet, der gik itu, først nu er begyndt at hele?
lykken er…
Lykken er, når det, man drømmer om, stemmer overens med den virkelighed, om man oplever, som Troels Kløvedal formulerede det.
Med udgangspunkt i denne definition har vi så fundet lykken? Vi har valgt, at dette blogindlæg handler om, hvordan vores tur indtil nu har stået mål med de forventninger, som vi havde, før vi tog afsted eller måske mere præcist, hvad vi har været mest overraskede over indtil nu. Lever turen op til alle de forestillinger, vi havde? Svaret er flerfacetteret; et både og. I hvert fald er der en del, der er kommet som en overraskelse.
Meteorologiens indflydelse og konsekvenser
Vejret har drillet os en del. Og når det har været værst, har det nærmest føltes, som om vejrsystemerne er brudt sammen, og at klimakrisen for alvor har gjort sit indtog. Det er nok en overdrivelse, men vi må bare konstatere, at det har været et underligt vejr i år, hvilket understøttes af særligt de lokale fiskere og sejlere, som om nogen kender vejret på vandet, der hvor de kommer fra. De kendte vejrsystemer og -fænomener, som man som sejler til en vis grad kan regne med, har ikke på normal vis manifesteret sig, som de plejer, og det usædvanligt ustadige vejr i juli, der vekslede mellem hård kuling og vindstille, gjorde det ganske svært planlægge og gennemføre sejlads omkring Storbritannien og Bretagne i Frankrig og satte os ikke blot nogle uger bagud. Det gjorde os samtidig en del fattigere, da vi var tvunget til at søge havn langt mere, end vi havde forventet.
Samtidig havde vi nok ikke gjort vores hjemmearbejde helt godt nok, da det kom til at have undersøgt muligheder i det irske hav, ligesom vi nok også havde undervurderet tidevandet og -strømmens enorme indflydelse.
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys skulle vi måske endda have lyttet til en irsk solosejler, som vi mødte i Belfast. Da vi spurgte ham, hvad han anbefalede i det irske hav, hvortil han svarede: “Læg jer ud midt i det irske hav og stop først, når I rammer Bretagne”.
Ærligt må vi indrømme, at sejladsen fra Skotland til Bretagne ikke helt levede op til vores forventninger, for de idylliske fiskerlandsbyer, de store grønne bakker og de betagende borgruiner måtte vi se langt efter.
Men vi er blevet dygtigere sejlere af de erfaringer, vi har gjort os, vi har haft uforglemmelige oplevelser, ikke mindst i Belfast og på Saltee Islands, og vi har lært vores lektie i forhold til tidevand. Og ikke mindst sidder huskekagen om, at man ALDRIG kan regne med en vejrudsigt, stadig malet på siden af ansigtet som den syngende lussing, det er.
Hvor bliver tiden af?
Man siger, at tiden accelererer med alderen, men vi kan så bekræfte, at det samme sker, når man er på langturssejlads. En anden mulighed er selvfølgelig, at alting tager længere tid.
Det er kommet som en overraskelse for os, hvor meget tid der går med at planlægge ruter, tjekke op på meteorologi og vejrudsigter og ikke mindst læse i piloter og almanakker om havne, ankersteder, særlige meteorologiske, geografiske eller kulturelle ting, som vi skal være opmærksomme på og tage hensyn til og forbehold for.
Og alt det for at konstatere, at vejrudsigten ikke holder, hvorfor der må laves nye sejlplaner, genlæses piloter og almanakker, beregnes nye ruter osv. Byrden ligger i særdeleshed på Morgan som kaptajn, men sejladsen er et fælles projekt, og vi læser og forbereder os begge om de steder, vi skal hen, om der er særlige forhold, der skal tages hensyn til, om indsejling volder problemer og hvis ja, hvordan håndteres situationen så og så fremdeles, så vi kan sparre undervejs.
Den mest benyttede plads på båden er ikke bag rattet men ved kortbordet, derom hersker ingen tvivl.
Simple living
Det kommer ikke som en overraskelse for nogen af os, at man kan klare sig med meget lidt og på meget lidt plads. Det ved vi begge fra vores udsendelser. Men det har alligevel været overraskende, hvor let vi har vænnet os til det simple liv, og hvor meget, vi sætter pris på det. Særligt skal det fremhæves, hvor lidt vi savner alt den materialisme, der ofte tilstræbes hjemme.
At bo på en båd med lidt plads, herunder et lille køkken med en begrænset kølekapacitet, ingen fryser og intet bad er på ingen måde et problem eller en hæmsko. Tværtimod gør det bare livet nemmere, fordi mulighederne er færre, og dette gør beslutningerne nemmere at tage. Man behøver ikke alverdens køkkengrej for at lave god mad, man behøver ikke gå i bad hver dag – eller hver anden eller tredje for den sag skyld, og vi kan uden at rødme konstatere, at både underhylere, t-shirts og strømper sagtens kan vendes adskillige gange uden problemer.
Et af de spørgsmål, vi ofte får via Instagram, er, hvad vi egentlig får tiden til at gå med. Godt spørgsmål! Udover sejladsplanlægning, så tager alting bare længere tid på en eller anden måde. Vi aner ikke hvorfor, men sådan er det. Og det er faktisk helt ok. Det bare at være, nyde en solopgang, kigge lidt ud over vandet, reparere noget, sy et hul i en trøje, det tager bare tid. Og det er noget, vi hygger os med og nyder.
Fleksibilitet og det modsatte
Da vi valgte at sejle two-handed, gjorde vi det af flere årsager. Den primære årsag var dog, at vi ønskede maksimal fleksibilitet i forhold til at kunne vælge, hvor vi ville sejle hen hvornår uden hensyntagen til andre.
Denne fleksibilitet har vi været meget glade for, og vi ville ikke gøre det om, men vi må også erkende, at fleksibiliteten kommer med en pris.
At det faktisk kan være ufleksibelt og sårbart, når den ene af os ikke fungerer, hvilket blev tydeliggjort, da Rikke-Louises far blev syg og døde. Rikke-Louise var – helt naturligt, så påvirket, at fokus og overblik var væk, og egentligt sejlerengagement var fraværende. Morgan stod således alene med ansvaret og de fleste opgaver selv. Her opstod den største krise, vi har haft, man kan vel kalde det et nulpunkt på vores langturssejlads, der krævede nogle meget alvorlige snakke. Snakke som også indbefattede, om turen overhovedet skulle fortsætte, eller om vi skulle vende hjemad.
Heldigvis fik vi talt tingene igennem, Rikke-Louise fik det bedre, stemningen blev vendt og troen på projektet kom tilbage. Nu er alt godt, vi har begge lært af oplevelsen, og vi føler, vi i vores makkerskab er kommet styrkede ud på den anden side.
Vi er begge forud for turen blevet spurgt, om vi kan holde ud kun at være os to på en båd i så lang tid. Og ja det kan vi fortsat. Ikke at der ikke er gnidninger eller konflikter, men mon ikke der altid vil være det, særligt i et ægteskab mellem to, der begge gerne vil bestemme. Og på plussiden af det at sejle bare to mennesker skal det fremhæves den kæmpe gave, det er, at der kan være stille i flere timer, uden at det føles mærkeligt. Tavshed er guld!
Verdens sødeste mennesker
Hvad der indtil videre har været nok den største gave på turen, er vores møde med de mange lokale på vores vej og at opleve hvordan det almindelige arbejdende folk lever andre steder i Europa. Det særlige, man kan på en lille båd som vores, er at lægge sig ind i små havne – væk fra alfarvej for turister. På den måde får vi et rigtigt fint indblik i, hvordan andre mennesker lever. Særligt har vi sat pris på den overstrømmende gæstfrihed, som vi er blevet mødt med. At opleve, hvor venlige og imødekommende folk er, ligegyldigt hvor vi er kommet frem, styrker troen på mennesker. Jeg er ikke sikker på, jeg altid møder fremmede på samme måde, men jeg har besluttet mig for i højere grad at efterligne de åbne arme, næste gang jeg støder på en rejsende i Sæby Havn, Aalborg midtby eller hvor end det måtte være. Senere følger et blogindlæg, hvor vi vil sætte ord på vores tur ned langs Europas vestkyst med geografiske, meteorologiske og kulturelle forskelligheder vi har oplevet – på godt og ondt.
Hvad skal vi gå glip af i dag?
En sidste refleksion er, at hele turen er et stort fravalg. Vi kan slet ikke forstå alt det, vi har oplevet på vores tur allerede nu, men hver gang, vi har truffet en beslutning om at se og opleve noget, har det været på bekostning af 10 andre oplevelser, som vi går glip af. Sådan er livet, ethvert valg er et fravalg, men for os tydeliggøres fravalgene i smukke ankerpladser, øer og byer vi bare sejler forbi, og måske aldrig kommer til at besøge, museer og kirker, som vi aldrig for set og mennesker, vi aldrig møder.
Gå glip! Siger Svend Brinkmann, og det gør vi så.
Det næste ben
I skrivende stund ligger vi i Cascais-bugten tæt på Lissabon og forbereder næste ben på vores langturssejlads. Det længste stræk indtil videre – ca. 500 sømil til Porto Santo ved Madeira, en strækning der alt efter vinden kommer til at tage 4-5 dage at sejle. Et tilfredsstillende vejrvindue ser vi lige nu ud til at få den 2. eller 3. oktober, så det er indtil videre det, vi forbereder os på. Det bliver spændende, og vi glæder os. Og så kniber vi os stadig i armen over alt det, som vi har oplevet ind til nu. I går rundede vi Europas vestligste punkt, det synes vi, var en stor bedrift at gøre i egen sejlbåd.
Når vi sejler til Porto Santo, vil vi hurtigt miste telefon- og internetforbindelse, men husk at vi kan følges via vores GPS-tracker lige her: Freedom, Havet & Frihedens GPS-tracker hvor vi hvert døgn vil opdatere, hvordan det går (de hvide bokse).
Har du spørgsmål til os, besvarer vi dem gerne, ligesom vi gerne hører om emner, du synes, vi skal skrive om eller lave et instagram-opslag, f.eks. en video, om. Det nemmeste er at skrive til os på Instagram, men ellers kan vi fanges på: havetogfriheden@gmail.com eller via mailen på vores satellittelefon: rikkelouise@myiridium.net. Bare husk ikke at bruge smileys eller sende billeder eller e-mail-signaturer, når I sender mails. Vi kan kun hente helt simpel tekst ned på satellittelefonen.
Havet og friheden 