‘Hvordan foregår det, når I sejler flere dage i træk, og hvad får I egentlig tiden til at gå med?’ Dette spørgsmål har vi fået flere gange under vores langturssejlads, så med dette blogindlæg vil vi søge at give et lille indblik i livets gang på havet, når vi sejler længere stræk.
Forberedelse forud for sejladsen
Forberedelsen forud for et længere stræk er selvfølgelig vigtig. Som sejler spiller meteorologien næsten altid hovedrollen, da vejret er afgørende for, hvornår vi skal afsted, og om vi overhovedet kommer afsted. Eksempelvis har vi netop besluttet at springe Madeira over grundet vejret, hvilket skyldes to ting: Den ene årsag er, at de sædvanlige nordlige vinde har svigtet til fordel for sydlige vinde, og da alle havne på Madeira er overfyldte, og der kun er ankerpladser på den sydlige del af Madeira, er ankring om ikke en umulighed grundet pålandsvind, så i hvert fald en meget ubehagelig ankeroplevelse grundet de store atlanterhavsdønninger, der ruller ind mod land. Den anden årsag er, at vejrudsigten advarer om, at to store og relativt dybe lavtryk skal passere området, hvilket ville betyde, at vi kunne risikere at skulle blive liggende i Porto Santo i op mod 3 uger, inden det næste spiselige vejrvindue mod De Kanariske Øer ville vise sig.
Så på den baggrund trak vi ankeret op i Porto Santo efter at have tilbragt den sidste uge på den lille vulkanø. Vejrudsigterne og tolkningen heraf for at finde det rette vejrvindue tager således meget opmærksomhed, og sjovt nok er det også denne del, der er forbundet med størst usikkerhed, for en ting er, hvad udsigterne sigter, en anden ting er, hvordan vejret rent faktisk udarter sig. Det er altid gætværk, vi prøver dog på at gøre det til kvalificeret gætværk.
Ruten til næste destination skal desuden planlægges. Vi beslutter, hvilken havn eller hvilken ankerplads vi vil gøre landefald på, og hvilke alternative muligheder der er, hvis dette ikke kan lade sig gøre, eller hvis vejret bliver dårligt. Der bliver lagt rute ind på vores kortplotter, og vi synkroniserer vores mobiltelefoner med kortplotteren, så vi begge også har ruten her.
Vi undersøger i samme forbindelse, om der er særlige forhold, som vi skal være opmærksomme på, det kunne være tidevand og strøm, trafikzoner undervejs, områder der er forbudte at besejle, særlige vejrforhold som accelerationsvinde osv.
Derudover sørger vi for at være tanket op på de vigtigste ting: Brændstof, vand og proviant, så vi kan klare os på den tur, vi står over for + nogle dage ekstra, så vi kan ligge for anker uden problemer. Da vi nu kan begynde at mærke varmens og luftfugtighedens negative indvirkning på holdbarheden af frugt og grønt, så vi sørger for, så vidt det er muligt at købe friske varer så tæt på den forventede afgangsdag som muligt.
Slutteligt sørger vi for at båden er sejlklar, motoren efterses, sumpen tømmes for vand, og den sidste nye vejrmelding hentes ned. Vi stuver alle løse genstande væk. Man ved aldrig, om man pludseligt kommer ud i hårdt vejr, og derfor er det vigtigt, at det ikke flyver rundt med løse genstande nede om læ, hvis søen pludseligt rejser sig. Alt har desuden sin faste plads på vores båd, så vi til enhver tid kan finde den enkelte del.
Afgang
Så hurtigt som muligt efter, at ankeret er trukket op, eller fortøjningerne er kastet, sætter vi sejl. Her fornægter Morgans tid som kapsejler sig ikke: Det kan kun gå for langsomt, og der bliver ført kommando! Skøder og fald kvejles op, der trimmes sejl, og ca. en halv time senere falder der ro på den lille båd: Sejladsen er i gang.
Hvem har vagten?
I udgangspunktet skiftes vi til at have vagten, hvilket vil sige at holde øje med den øvrige trafiksken, både visuelt, på kortplotter og på radar, holde øje med kursen og sidst men ikke mindst holde øje med vinden og om sejlene er trimmet. Hvordan vi planlægger vagterne afhænger lidt af konditionerne: Hvordan vejret, sejlforholdene og trafikken er, men i dagstimerne er udgangspunktet, at vi skiftes til at tage ca. en time ad gangen. Man er altså på i en time ad gangen.
Vagtplanen afbrydes af måltider, da klargøring af mad også regnes for vagt. Det er dog hele tiden Morgan, der som kaptajn har det sidste ord og dermed også tager rattet, hvis der er forhold, der er komplicerede, og hvor Rikke-Louise som hovmester som oftest står for forplejning, står Morgan også mest bag rattet.
Når mørket falder på, går vi over til lidt længere vagter, fire vagter i alt, hver på tre timer, så vi har to vagter hver. Den første vagt starter kl. 20 og slutter klokken 23, den næste løber fra 23 til 02, den tredje vagt går fra 02 til 05, og den fjerde og sidste vagt er fra 05 til 08. Vi skiftes til at have henholdsvis første og tredje vagt og anden og fjerde vagt.
I forbindelse med nattevagterne har vi to ufravigelige krav: Vi skal bære redningsvest, og vi må ikke gå på dæk alene. Er der behov for hjælp, purres den, der har hvil, eksempelvis hvis der skal bommes (hvis vinden skifter side, når den kommer ind agten fra – altså fra modsatte side, og bommen derfor skal svinge), som storsejlet sidder på skal ‘svinge’, rebes ind eller ud (når storsejlet skal gøres mindre eller større i areal grundet vind), hvis sejl skal sættes eller bjerges, eller hvis der bare er noget der er udfordrende.
Og over disse krav står selvfølgelig det ufravigelige krav over alle: Fald ikke i vandet!
Det lyder måske hårdt med den relativt korte søvn, men det har fungeret fint indtil videre, og selve vagtskemaet er selvfølgelig noget, der altid kan rettes til efter forholdene. I dårligt vejr og under svære sejladsforhold vil vagterne nok blive forkortet, da det kan være hårdt at være koncentreret så længe ad gangen. Er der hårdt vejr, er vi selvfølgelig begge i cockpittet.
Der er vind!
‘Ingen kan beskylde os for ikke at prøve’, resignerede Morgan, da vi for 10. gang inden for et døgn, denne gang midt om natten, havde sat sejl for inden for 10 minutter at konstatere, at vinden løjede igen.
Indrømmet: Morgan er en mere ivrig kapsejler end Rikke-Louise, men vi søger altid at sejle for sejl, og derfor har vi altid et øje på vindmåleren, og så snart forholdene er til det, skal kludene op.
Derfor kan der under ustabile vindforhold sagtens gå rum tid og mange kræfter med at håndtere sejlene undervejs, men det er det hele værd!
Alt det der sker undervejs
Der kan ske alt muligt og absolut ingenting, når man er undervejs. I Biscayen holdt vi skærpet øje grundet risikoen for angribende spækhuggere, vi har haft besøg af trætte fugle, der nærmest ikke ænser os, men som bare skal have et hvil i læ for vinden. I vandet underholdes vi ofte af delfiner, der nysgerrigt og legesygt viser os, hvor godt vi aldrig kommer til at begå os i vandet, vi ser rokker, der jager i vandoverfladen, omkring os flyver havfugle, hvis adfærd man kan bruge timer på at studere, og over radioen er vi passive vidner til både skibsforlis (uden personskade) og migrantbåde.
Man ved aldrig, hvad der sker undervejs, og det er en del af charmen.
Måltiderne
Et måltid er som regel en af dagens små højdepunkter. Rikke-Louise gør som hovmester en dyd ud af, at måltiderne skal være både gode og sunde, men det skal også være nemt, når vi sejler, for det kan være lidt af en opgave at kokkerere, når der er høj sø, atlanterhavsdønninger eller krappe bølger. Men hvad spiser vi så? Havregryn med hjemmelavet müsli og havremælk er vist lidt en grundsten, men også havregrød står højt på listen, dog den lette præfabrikerede, der bare skal have tilsat kogende vand og hvile i 5 minutter.
Til frokost ruller Rikke-Louise sig ofte ud som sandwich-mester, og om aftenen er det ikke sjældent simple pastaretter med tun, pesto, oliven, kapers, sardiner, ansjoser og diverse dåsegrøntsager, der gør sig gældende.
Er vandet rimeligt roligt er dhal en klar favorit. Det er nemt, lækkert, billigt og så er det ofte vegetarisk. Er sejladsen hård, eller er vi trætte er vi godt forsynede med frysetørret mad i stil med det, man kender fra friluftsbutikker og feltrationer.
Derudover er der selvfølgelig diverse snacks, som bliver indtaget på alle tider af døgnet: Kiks, nødder, beef jerky, chokolade, roulade, skærekager – you name it.
Man kan blive så frygteligt snack-sulten, når man sidder alene på vagt kl. 0432….
Når man ikke har vagten,
får man sig en lur, læser en bog, kigger ud over havet og filosoferer over, hvor heldig man er, fisker (indtil videre uden held…),får sig en lur mere, hører en lydbog eller en podcast, strikker, styrketræner (red: Det er kun Rikke-Louise, der strikker og træner, den slags er ikke noget for Morgan), reparerer et eller andet, der er gået i stykker.
Tiden går helt utroligt hurtigt, og der er altid noget at tage sig til.
Ingen af os har endnu fundet tiden lang, og så husker vi i øvrigt os selv på, at det ikke at lave noget og bare være er et kæmpe privilegium og en befrielse, når man først får det lært.
Ohøj! Land i sigte!
Når vi får land i sigte, begynder vi at trække springbenet op til landefald, og det er ofte alt for tidligt! Der kan nemt gå 5 timer, fra vi ser land, til vi er landet. Og gerne mere. Det er en disciplin i sig selv ikke at tænke ‘Nu er vi der snart!’ når de første bjerge rejser sig i horisontens tågedis. Her er tålmodighed en dyd, for det er jo altid spændende, at komme til et nyt sted.
Så vi bruger tiden på at læse lidt op på særlige forhold, skal vi i havn taler vi om, hvad der skal ske, hvis der skal holdes øje med noget, og er der mørkt, holder vi skærpet udkik.
Og så kommer der et tidspunkt, hvor vi igen ligger stille et sted. Et nyt mål er nået, et nyt sted skal opleves, et nyt lille eventyr kan begynde. Men først skal vi have en moleøl! Også selvom vi ligger for anker!
Fra Porto Santo til De Kanariske Øer
Det sidste afsnit , du læser nu, skrives i den fineste ankerbugt ved øen Graciosa, lidt nord for Lanzarote.
Det er mørkt, for det er nymåne, så månen holder et velfortjent hvil og står slet ikke op. Til gengæld skinner tusindvis af stjerner, og vi kan se dem løbe tværs over himmelhvælvingen: Fra den ene ende til den anden, visuelt bundet sammen af Mælkevejens diffuse lys.. I vandet er der morild, der lyser op som glitrende konfetti, når overfladen brydes. Det ser magisk ud, næsten kunstigt. Som nordlys, når det er bedst.
Her er meget varmt, og det samme er vandet, så vi har for alvor fået hul på fridykning og flaskedykning. Og sikke en verden, sikke et liv, der venter under havets overflade. Vi nyder hvert sekund og husker på, hvor heldige vi er. Men også at vi har fortjent at nå hertil: Det kan være og har været hårdt indimellem. Men det er saftsuseme hver en anstrengelse værd!
Havet og friheden 