Det er blevet november, og mens I hygger jer med den første nattefrost og overraskes over, at der igen år pyntes alt for tidligt op til jul, muntrer vi os med 25-30 graders solskin og ditto havtemperaturer og sejlads mellem de kanariske øer. Vi startede på Lanzarote, sejlede videre til Fuerteventura, derefter Gran Canaria og for en kort bemærkning Tenerife, og nu ligger vi for anker ved La Gomera.
Og netop det at ligge for anker er noget af det, vi holder allermest af. Det er den ultimative frihed at gå i seng under et dække af stjerner, at blive vugget i søvn af blide bølgers skvulp og vågne op i den første sol for at hoppe i det azurblå vand. Det er der ikke mange ting, der kan stikke i velfærd! Og når man som os har et ret stramt budget, og det at gå i havn er ret dyrt, giver det desuden vældig god mening at ankre, når der er mulighed for det.
Men ankring er også en krævende disciplin, og ikke sjældent er ankring meget andet end idyl. Det er også søvnløse nætter i bankende dønninger, bekymring for om ankeret holder, om vinden vender, og frustration over at alt for mange både er ankeret op på al for lidt plads. Det er den evige søgen efter et sted, der er i læ for både vind og dønninger, som har den rigtige dybde og den rigtige havbund. Det er teknik, praktik og meget meget mere. Og det handler dette blogindlæg om: Den ædle kunst det er at ankre.
Ankerudstyret
På vores båd har vi det, der hedder et Bruce-anker på 25 kg. Det er kendt for at holde rigtigt fint i forhold til vægten, og det sidder godt foran på vores stævn. På ankeret har vi sat 100 meter ankerkæde med en vægt på i alt 3,3 kg pr. meter. På ankerkæden har vi sat markeringer for hver 5 meter, således at det er nemt for Rikke-Louise at lægge den rigtige mængde kæde ud, når der skal ankres.
Et nærliggende spørgsmål for den uindviede ville være, hvorfor vi ikke bare har et reb på kæden, og hvorfor dog kæden er så lang, men det skyldes i al sin enkelhed, at det faktisk er kæden, der primært holder båden, ikke ankeret i sig selv, da ankerkæden fungerer som en form for shock-absorber mellem selve ankeret og båden, når der er kæde nok ude. Samtidig har vi også det, der hedder en tripline, hvilket er en line, der er fastgjort på ankerets spids, og som er forbundet til en lille flydebøje. Se stregtegning nedenfor.
Ankerkæden sætter vi fast til båden ved hjælp af to snubbere: Den ene snubber består af et tov, hvorpå der sidder et elastisk stykke gummi kaldet et kødben, som sættes fast på ankerkæden ved hjælp af et snubberled, når den ønskede længde kæde er lagt ud, hvorefter rebet fastgøres til det forreste klyds.
Den bruges altså som et fjedrende mellemled mellem anker og ankerkæde og selve båden. Den anden snubber er bare et almindeligt reb med et snubberled forrest, hvor den ene ende fastgøres ankerkæden og den anden ende fastgøres det modsatte klyds i stævnen. Sidstnævnte er blot som sikkerhed, hvis den første snubber svigter.
På foto kan I se de to snubbere.
Triplinen bruger vi lejlighedsvist. Det er en line, som i den ene ende bindes fast til ankerspidsen, inden ankeret smides, hvorefter der sættes en flydebøje på linen. Triplinen har den funktion, at den via flydebøjen viser, hvor ankeret ligger, og hvor man, såfremt ankeret sidder fast, f.eks. under en klippe, ved at løfte i linen kan løfte ankerspidsen og dermed frigøre den fra klippen.
Til sidst har vi en ankeralarm. Det er egentligt bare en app, som Morgan har på sin telefon, som han sætter til, når ankeret er smidt, og vi ligger stille. Ved at indtaste ankerets placering samt ønskede sikkerhedsradius ind i appen beregner appen bådens svingradius i forhold til ankeret, og kommer vi uden for den, går der en alarm. På den måde bliver vi alarmeret, hvis ankeret skrider, og båden driver.
De påvirkende faktorer
Når man skal ankre, er der som nævnt mange faktorer, der skal tages højde for, og mange gange må man gå lidt på kompromis med en eller flere af faktorerne, fordi det hele sjældent går op i en højere enhed. Faktorerne er i udgangspunktet:
- Vinden (retning og hastighed)
- Strømmen (retning og kraft)
- Bundforhold
- Bundens hældning
- Dybde
- Det omkringliggende område
- Andre både i området.
Vinden påvirker naturligt båden ved ankring, da det i overvejende grad er vindens retning, der afgør, hvilken retning båden lægger sig i forhold til ankeret, ligesom vindretningen afgør, hvordan båden svinger inden for bådens svingradius, hvis vinden vender. Når man ankrer, skal vinden optimalt set være fralandsvind og det er også rarest, hvis ikke vinden vender i løbet af den tid, man ankrer, idet pålandsvind giver bølger og urolig sø og idet vi risikerer at drive ind på land, såfremt ankeret svigter.
Ydermere har vindhastigheden betydning for, hvor meget ankerkæde man skal lægge ud (scope), da mere vind kræver mere ankerkæde for at sikre, at ankeret holder til presset. I vindstille vejr er det i princippet nok med scope 3, hvilket vil sige, at man lægger 3 x ankerkæde ud i forhold til dybden, man har smidt ankeret på. Mere vind = mere ankerkæde.
Strømmen påvirker på samme måde bådens placering i forhold til ankeret, og er strømmen stærkere end vinden, kan man sagtens opleve, at båden lægger sig i medvind eller sidevind. Dette er tydeligt ved ankring i floder, der ofte har både strøm og modstrøm, og hvor man ikke sjældent ser både ligger ‘hulter til bulter’ i forhold til hinanden. Her skal man være særligt opmærksom på, at der er svingradius nok i forhold til nabobådene, da man i situationer som disse kan risikere, at to både vender hver deres retning – altså agter mod agter med mulig kollision til følge, hvis der ikke er plads nok.
Bundforholdene på det valgte sted er væsentlige, fordi det har betydning for, hvor godt ankeret holder. Vores anker holder rigtigt fint i både sand, mudder, grus og rimeligt i sø- og ålegræs, men består bunden af klipper, lava og store sten er det straks mere kritisk. Ankeret kan ikke grave sig ned og der er risiko for at glider hen over stenene eller i modsatte fald sætter sig fast i en klippe, så vi ikke kan få det op.
Bundens hældning har betydning, fordi ankeret ikke kan grave sig ned på en skrånende bund. Som ved sten vil det bare glide hen over havbunden, og båden vil nemt kunne drive.
Dybden er væsentlig, og den må hverken være for lav eller stor. Ankrer vi på for lavt vand, risikerer vi at gå på grund, hvis båden svinger rundt. Ankrer vi for dybt, risikerer vi ikke at have nok ankerkæde til et ordentligt scope. Samtidig skal vi huske at tage højde for tidevand, for smider vi ankeret i højvande, og falder vandstanden 4 meter, nytter det ikke noget, at vi har kastet anker på 5 meter vand. Så går vi på grund. Vi foretrækker i udgangspunktet at ankre mellem 4 og 15 meter, når der er taget højde for tidevand.
Det omkringliggende område er væsentligt – mest af alt under vandet men også over. Under fordi der kan være store klipper inden for vores svingradius, som vi kan gå på, eller der kan være undervandskabler eller særligt følsom havbund, som vi ikke må smide ankeret på. Over vandet er det især vigtigt at se på, om der er kabler, vi kan sejle ind i, eller om der er høje bjerge eller skråninger rundt om ankerstedet, som kan skabe stærke fald- og/eller accelerationsvinde. Er der det, skal vi måske øge vores scope.
Den sidste faktor er svær at tage højde for, da det er de omkringliggende både. Det er en lidt delikat faktor, for den er svær at berøre uden at lyde kritisk og bedrevidende, men der er desværre en del, der ikke tager ankring seriøst, og som ikke forholder sig – eller kender til, de netop berørte faktorer. Det betyder, at der bliver ankret for tæt, at der ikke er nok scope ude, at ankeret ikke afprøves, når det er lagt ud, at ankeret smides oven i en anden båds anker osv. Og konsekvensen kan være, at bådene ramler sammen, hvis vinden og/eller strømmen skifter, at ankeret skrider og båden glider ind i andre både, at ankrene filtres sammen, så man ikke kan få dem op, eller ens anker trækkes med op, når den anden båden sejler igen. Det er typisk udlejningsbådene, der er det største problem, for ofte er disse sejlere knap så bekymrede for bådene, som os bådejere er, ligesom mange ikke er erfarne sejlere. Det eneste, det kræver, for at leje en båd, er et duelighedsbevis og en forsikring. Vi kan dårligt tage højde for denne faktor, og heldigvis har vi indtil videre undgået uheld. Det eneste, vi kan gøre, er at holde godt øje med de øvrige både og håbe på, at det hele nok skal gå.
Sådan ankrer vi
Når vi har fundet et passende ankersted, kontrollerer Morgan, om der er særlige forhold at tage hensyn til, og hvordan tidevandet står. Imens gør Rikke-Louise klar ude foran. Snubberne lægges klar, ankeret løsnes fra sin sikring på dæk.
Lige inden ankeret skal smides, løfter Rikke-Louise det ud over stævnen, så hun står med ankerkæden i hånden og ankeret frit hængende. Morgan tilkendegiver hvilket dybde, ankeret smides på, så Rikke-Louise ved hvor mange meter kæde, hun skal lægge ud. Herefter sejler Morgan enten op i vinden eller op i strømmen (den af de to, der er stærkest på tidspunktet) og giver signal til, at ankeret skal smides. Rikke-Louise firer derefter kontrolleret men så hurtigt som muligt ankeret ned på havbunden sammen med den længde ankerkæde, der er passende for dybde og forhold, mens Morgan langsomt bakker båden, for at lægge ankerkæden ud på havbunden. Som regel scope 3 til at starte med: Så smides ankeret på dybde 8 meter, lægges der 25 meter kæde ud. Herefter sættes den rigide snubber på og fastgøres på klydset.
Når det er gjort, bakker Morgan ganske langsomt ned på ankeret. Dette for at sikre, at ankeret har sat sig og ikke skrider. I samme moment holder han øje med hhv. ‘fart gennem vandet’ og gps-fart for på den måde at konstatere, om båden flytter sig (= ankeret skrider) eller båden ligger stille på trods af, at han bakker ( = ankeret har sat sig.) Samtidig hermed holder Rikke-Louise et fast og opadgående pres på ankerkæden ude foran for at mærke, om ankeret ‘hopper’ (skrider hen over havbunden), eller om kæden bare er konstant stram.
Når vi er sikre på, art ankeret har sat sig, lægger vi som regel yderligere kæde ud, så der er scope 4 eller mere, og den elastiske snubber sættes på som primær snubber, mens den rigide snubber sættes på den løse kæde som ekstra sikring.
Herefter kvejles alle reb op, ankeralarmen sættes til, og vi kan rydde op på båden, slukke instrumenter og lægge sejl sammen. Ofte sluttes der af med at dykke ned til ankeret for at se, om det ligger som det skal. Det er en luksus at kunne gøre det i badetøj i 26 grader varmt vand!
Når ankerpladsen skal forlades
På et tidspunkt må vi jo videre, og her er der tale om en vigtig samarbejds- og kommunikationsøvelse. Ankeret skal hives op! Morgan tænder motoren, og Rikke-Louise laver de indledende knæbøjninger og gør klar til det hårde arbejde, det er at hive kæde og anker op. Samarbejdet og kommunikationen består i, at Morgan skal styre båden i en lige linje langs med ankerkæden i retning af ankeret i afstemt fart til, at Rikke-Louise kan nå at få det hevet op. Da Morgan hverken kan se anker eller ankerkæde, er det op til Rikke-Louise ved hjælp af håndfagter at dirigere Morgan i den rigtige retning, samtidig med at ankerkæden hives op. Særligt hvis der er hård vind og snæver plads på ankerstedet, er disciplinen krævende, for der skal det gå særligt hurtigt og lægges ekstra mange kræfter i. Når ankeret er oppe, sættes det fast, snubberne kvejles op og lægges klar til næste gang, og vi er på vej videre til det næste lille eventyr, der venter.
Ankring i al slags vejr
Vi har altid fundet stor glæde ved ankring og har tidligere gjort det, når vi har kunnet finde passende læ, når der har været fralandsvind, og når vinden ikke har været for kraftig. Har konditionerne ikke været til det, er vi gået i havn. Hvad vi nu har erfaret på vores langturssejlads, er at vi, som vi bliver mere og mere erfarne, og som havnene bliver sjældnere og ofte overfyldte og derfor lukkede, ofte ankrer på steder og under vindforhold, som vi tidligere nok ville have undgået. Men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde.
Eksempelvis lå vi for anker ved Loctudy i Bretagne i hård kuling, og i skrivende stund er der vindstød af kulingstyrke i den ankerbugt, som vi ligger i ved La Gomera. Samtidig er der ret mange dønninger, et fænomen man kan ikke undgå ved de kanariske øer, men som skaber endog meget urolige ankerpladser, fordi vi ligger og ruller sidevers over kølen. Bevares, det er ikke superfedt, men man vænner sig efterhånden til det, og det er nu en gang betingelserne for at ligge på de skønneste ankersteder.
Når vi når Caribien, er det stort set slut med havnene, her kommer vi til at ligge for anker langt det meste hele tiden, dels fordi der bare ikke er ret mange havne, der hvor vi vil hen, dels fordi det er meget dyrt, men mest af alt fordi det er ankerlivet, vi foretrækker.
Forberedelse til det næste store ben
I morgen ankommer Morgans mor, og vi glæder os til at bruge en uge sammen med hende på La Gomera. Derefter sejler vi båden tilbage til San Miguel, Tenerife, som bliver den sidste europæiske destination, inden vi påbegynder det første ben på den største udfordring til dato: Atlanterhavskrydset, hvor første ben går til Mindelo på Kap Verde. Hvornår vi påbegynder dette ben ligger endnu ikke helt fast, men sandsynligvis i slutningen af uge 47 eller starten af uge 48.
Tiden på Tenerife skal gå med ruteplanlægning, klargøring af båd, indkøb af proviant, småreparationer osv. Og forhåbentligt får vi også tid set lidt af øen også. Vi er ikke klar til krydset endnu, men vi skal nok blive det!
Indtil da nyder vi ankerlivets glæder!
Havet og friheden 