At krydse et ocean

Vi gjorde det! Efter 24 døgn – 25 dage og med 2980 sømil under kølen har vi nu krydset Atlanten! Sikke en tur – sikke et arbejde – sikke en oplevelse! Og sikke et følelsesmæssigt hurlumhejhus, det også er, når man krydser et ocean. Derfor var det også både bevægende og befriende, da vi onsdag den 20 december omkring kl. 08 lod ankeret gå på 10 meter vand i Pirate Bay på Tobago.

Med dette blogindlæg vil vi gennem udvalgte nedslag i vores sejlads over Atlanten søge at give et lille indblik i, hvordan vi oplevede det at krydse et ocean, men først en lille disclaimer:

Det skal understreges, at vi havde et virkeligt godt, oplevelses- og lærerigt og ikke mindst positivt oceankryds, og at den overvejende del af turen gik glat og uden problemer. Vi havde mange dage med god vind, hvor vi bare kunne hygge os, slappe af og læse, og hvor vindroret gjorde hele arbejdet.

Når vi indleder med denne disclaimer, er det fordi nedenstående anekdotiske beskrivelser isoleret set godt kan fremstå negativt og som om, vi havde en dårlig tur, hvor vi blev totalt udbrændte.

Det er ikke tilfældet, og det er ikke hensigten.

Derimod er hensigten at kaste lidt lys over de udfordringer, vi havde, som vi ind imellem selv har savnet, når vi selv har hørt eller læst om langturssejlads. At det hele ikke nødvendigvis kører på skinner, og at man godt kan få kam til sit hår, når man vælger at sejle næsten 3000 sømil. Håbet er lysegrønt, vandet er azurblåt og virkeligheden er ikke altid lyserød.

Den første tid

Efter en uge med forberedelser, indkøb, klargøring og granskning af vejrudsigter blev fortøjningerne endeligt sluppet. Lørdag den 25. november 2023 tog vi i høj solskin, let vind og med en ikke ubetydelig mængde sommerfugle i maven afsked med San Miguel, Tenerife. Kursen blev sat, forude ventede mange og lange dage i ukendt farvand og med udfordringer i vente. Ingen af os kunne sige os fri for at være spændte, men mest af alt fyldte glæden over igen at få vind i sejlene og udsigten til at opleve og lære noget nyt.

En hverdag med vagtplan

De første dage gik hurtigt, idet vi brugte en del energi på igen at vænne os til at sejle længere stræk. I starten væltede vi rundt, de essentielle søben kom først i vater efter nogle dage, ligesom der også gik lidt tid, inden vi havde vænnet os til de nye og anderledes bølge- og dønningerytmer. Hvem skulle have troet, at Atlanterhavet ind imellem minder om Køge Buget. Små krappe bølger fra alle retninger.

I starten blev der naturligt brugt energi på at omkalibrere vores søvnrytme til ‘ den nye hverdag’ med kineservagt og deraf ledet kort og ofte afbrudt søvn de næste uger.

Vores vagtplan gjorde vi så simpel som mulig:

Første mand på vagt fra 1900 til 2300 og igen fra 0300 til 0600
Anden mand på vagt fra 2300 til 0300 og igen fra 0600 til 0900

Herefter ‘skytte/hjælper byt om’, så mønstret blev gentaget hver anden dag.

I dagslys holdt vi os vagtfri med den fordeling, at RL var primær på måltiderne, og M var primær på sejladsen, men hvor vi ellers skiftedes til at slappe af, læse, tage en lur osv.

Særligt i starten var det svært for os at udnytte vores hvilepauser. Varmen og den urolige sø gjorde det svært for os at finde ro, og indimellem skulle vi nærmest kile os fast på tværs i køjen for at ligge nogen lunde stabilt. Samtidig lyder alting 10 gange voldsommere nede i båden end oppe i cockpittet: Masten og apteringen knager og giver sig, skøderne slår, og et vindstød på 10 sekundmeter kan lyde om en hel kuling. Det er ikke ligefrem fremmende for søvnkvaliteten, men man vender sig lige så stille til det over tid. Og som dagene gik, blev vi bedre og bedre til at finde ro og lukke af for støjen, ligesom aflåst sideleje efterhånden blev en udmærket sovestilling. På den måde er menneskekroppen jo fantastisk til at tilpasse sig situationen i en fart. Bevares, der måtte ind imellem laves dybe knæbøjninger, armsving og strækøvelser i løbet af en vagten for at holde sig vågen, men det var ikke anderledes end på en vagt i de gode gamle øvelsesdage, hvor vi trænede totalforsvar.

Men som med alle belastninger, hvor der ikke er tid til fuldstændig restitution, bliver kroppen lige så stille træt, ligesom det mentale overskud også skrumper, som hjernen savner mere hvile. Det mærkede vi mest på de dage, hvor vi havde mindst vind. Det er absolut hårdt arbejde at være sejle uafbrudt over så lang tid, når man kun er to til at tørne, men når man ind i mellem også skal se langt efter vinden, blev vi begge lidt rastløse fra tid til anden. “Kom nu med den vind!!!”

Omvendt har den mentale og fysiske belastning også med til at udvikle os som sejlere, ligesom det har udviklet vores samarbejde og sammenhold. Det har hærdet os og givet os en god portion selvtillid: Kan vi klare 25 dage på søen bare os to, kan vi klare meget!

Og selvom det aldrig bliver rigtigt skønt at blive purret midt om natten for at skulle på vagt, netop som man endelig er faldet i søvn (sådan føltes det i hvert fald ind imellem), så var det aldrig svært at komme op. For der er jo en anden, der venter på en, som har taget sin tørn, og som glæder sig til at få lidt hvile. Og så kan man jo glæde sig over at skulle op til den vildeste stjernehimmel og på udvalgte dage den største måne, man kan forestille sig.

Meteorologien der testede tålmodigheden

Før vi drog på langfart, havde vi talt med flere, der ‘bare havde sat sejlene ved De Kanariske Øer og først rørte dem igen, da de skulle pilles ned ved ankomst til Caribien.’ Lad os bare afsløre, at det ikke ligefrem var vores oplevelse.

Da vi forlod Tenerife så vejrudsigten fin ud de første 7-10 dage. Der var stor enighed i PredictWinds vejrtjenester: God vind og få motortimer på det første ben mod Kap Verde, til vi forhåbentligt fangede passatvinden og kunne dreje mod vest med en stabil vind bagfra resten af vejen.

Vores taktik var at sejle så lidt for motor som overhovedet muligt og så bare acceptere de ekstra dage, krydset ville tage. Særligt i starten var vi meget påpasselige med at tænde for motoren for i stedet blot at pille sejlene ned og lade os drive. Mest af alt for simpelthen for at være sikre på at have nok diesel, hvis det senere blev strengt nødvendigt at sejle langt for motor, men også lidt fordi det for os var ‘det rigtige’ at krydse oceanet for sejl.

Men godt fra start kom vi. Dog ikke helt med den mængde vind, som vi var blevet lovet. ‘Var blevet lovet’: En lidt speciel vending at bruge, når vi taler om meteorologi, men på en måde beskriver vendingen meget godt den frustration, vi ind imellem følte, fordi vejrudsigterne mere end flere gange ikke holdt stik. Både retning og vindstyrke varierede langt mere, end vi havde regnet med, og når der blev hentet vejrudsigterne ned via vores satellittelefon, var det næsten altid med en forudsigelse om, at ‘nu kommer vinden’. Desværre udeblev effekten af forudsigelserne ofte. Den konstante vind bagfra 8-10 sekundmeter og de store vuggende dønninger oplevede vi helt sikkert – også i flere dage, men den var ikke stabil, og en del af tiden var der bare ikke helt nok vind at sejle på i forhold til den sejlgarderobe, vi havde (de sejl, vi har med). Uden en genakker (et stort let asymmetrisk sejl, der mest ligner et hult forsejl, som man sætter i let vind med vinden fra tværs til bagfra) var vi i let vind efterladt med valget mellem enten klaprende sejl eller motorsejlads. I sig selv en test af tålmodigheden, men når vejrudsigterne samtidig blev ved med at “love” vind, blev frustrationen ikke mindre.

Så modsat de fleste anekdotiske beretninger vi havde lagt øre til, så vi i længere perioder os selv mere end travlt beskæftiget med at trimme sejl, bomme og skifte halse, rebe ned, rebe op, tage sejl ned, sætte sejl igen – både nat og dag. For vinden var alt andet end stabil, og søen var urolig med små krabbe bølger fra flere sider. Der var deraf ledet krav om en større opmærksomhed på vinden fra vagtens side end forventet, ligesom de skiftende forhold betød, at den hvilende måtte purres, så snart der skulle ske noget mere end bare et trim. Et godt eksempel var på dag 17, hvor mødet med en pludseligt opstået squell midt om natten kan skabe en hektisk situation, hvis ikke man er kvik.

RL havde vagten, hvor vinden pludseligt forsvandt, for derefter at lave et stort vindspring på 90 % og derefter tage kraftigt til i styrke; 12-14 sekundmeter. Alt sammen inden for et minutter. RL purrede M et minut for sent, hvilket betød, at bomningen grundet vindspringet ikke blev kontrolleret. RL kom mellem bommens skøde og den forreste del af cockpitvæggen under selve bomningen, og de enorme kræfter betød, at RL blev slået så kraftigt, at hun smadrede et instrument med knæet og redde sig et gigantisk trælår.

En oplevelse vi gerne ville have været foruden, men som lærte os, at vejret kan ændre sig på et øjeblik, og at man ikke kan purre den anden for tidligt i situationer som disse.

“Jeg føler mig personligt forfulgt. Jeg blev lovet vind, og så får jeg det her?!” Et citat fra kaptajnen på dag 21, hvor endnu en squell legede kispus med os ved at springe så meget, at vi i tre timer sejlede direkte mod nord i hård slagregn. På tidspunktet en ‘lidt dum dag’, nu en sjov anekdote.

Alle udfordringerne var lagt sammen med til at slide på kræfterne og teste tålmodigheden, og intet tester en sejlers tålmodighed mere vind og mest af alt manglen på samme. Så ind imellem måtte vi grave dybt – både efter vores tålmodighed og efter vores kræfter.

De små og store glæder: Fiskeriet, stjernehimlen og dyrene omkring os

Heldigvis blev vi næret af samarbejdet og den fælles oplevelse, ligesom vi fik energi og motivation af alle de små og store glæder, der er på det store ocean.

På havet er man alene og så alligevel ikke. For derude på det blå ocean er der et dyreliv, som vi slet ikke havde forestillet os. Allerede efter 3 dage fik vi besøg af tre store hvaler, der 50 meter fra båden gled blidt forbi os. Hvorfor lige hvaler er så mageløst et syn kan ikke forklares, måske fordi de blide kæmper vækker en fundamental respekt og forundring over naturens undere.

Også delfinerne var flinke til at kigge forbi, og særligt en enkelt vakte stor begejstring, da den sprang op i øjenhøjde med RL helt tæt på båden for ligesom at tjekke ud, hvad det egentligt var, vi havde gang i.

Havfuglene er et kapitel for sig. Suler, terner, alke, svaler, måger, albatrosser, fregatfugle… Atlanterhavet bød på en stjerneparade af højt specialiserede fugle, der hver især har tilpasset sig de barske vilkår, og deres adfærd og jagttaktikker underholdt os hver dag. Ofte cirklede de over os, lidt som med delfinerne for lige at lure, hvad der mon foregik dernede på den lille båd langt fra land, for derefter at koncentrere sig om at jage efter føde. Et akrobatisk show at følge med i, særligt de grupper af fugle, der helt tydeligt samarbejdede om først at jage fiskestimer sammen til et begrænset område for derefter at piske dem op, så de var til at fange. Naturen er utrolig.

Fiskeriet havde vi også meget fornøjelse af, særligt første fangst står som en kæmpe oplevelse! Efter mange timers forgæves fiskeri hvinede fiskehjulet endeligt: Der var bid! Morgan tog føring på at hale fisken, som viste sig at være en flot Mahi Mahi-han ind. Fisken overgav sig ikke bare sådan uden videre, den kæmpede fra start til slut, og der blev lagt kræfter i både at hale ind og holde linen stram, så fisken ikke hoppede af igen. Efter et kvarters kamp var fisken trukket ind til båden, RL kunne efter et par forsøg kroge fisken i gællerne og trække den over bord.

Morgan jagede resolut en syl ind i hjernen på dyret, og sekunder efter var den død. Sikke et prægtigt dyr, sikke en værdig kamp. Og sikke et festmåltid!

Også stjernehimlen var en af de helt store oplevelser, som vi tager med os og aldrig vil glemme. Ingen lysforurening og muligheden for at se 360 grader rundt skaber den perfekte forudsætning for at opleve stjernehimlen på en helt ny måde. Og sikke de stjerner – mange flere og mere tydelige end vi nogen sinde har set. At ligge i cockpittet og bare kigge op på sværme af stjerneskud henover himmelhvælvingen sætter på sin vis alting i perspektiv, ligesom det sætter tanker i gang. I hvert fald kan det være svært at tro, at vi skulle være alene i dette uendelige univers.

Ofte er det også de små ting; de små glæder, som man hæfter sig ved, og som giver et skud energi. Den første kop kaffe i solopgangens første stråler, et tiltrængt saltvandsbad under den bagende sol, en fint skrevet passage i en god bog. Det er detaljerne og det er kontrasterne, der binder den samlede oplevelse sammen.

Land i sigte

Det er nok ikke svært at forestille sig, at vi var både stolte og blev rørte, da vi fik land i sigte, og det gik op for os, at vi havde gjort det; at vi havde krydset et ocean. Sikke lang tid det tog, sikke hurtigt det gik, hvor var det til tider hårdt, men hvor gik det i grunden let det meste af tiden. Tusind divergerende tanker og følelser fløj gennem kroppen, og vi mindede hinanden om, hvor heldige vi er, men at vi selv har fået det hele til at ske. At vi tog beslutningen, at vi skabte forudsætningen, og at vi i sidste ende smed fortøjningerne i Strandby, og nu har krydset et ocean og derfor den 20. december 2023 kunne lade ankeret gå på den anden side af jorden.