Tiden trækker i os som en tidevandsbølge, og nærmest uden vi har opdaget det, er vi nu over halvvejs på vores langturssejlads. Med bølgen har en springflod af oplevelser fulgt med, og som vi sejler i Caribien, bliver oplevelserne ikke mindre. Siden vi anduvede Tobago i december har vi sejlet rundt i den sydlige del af Caribien. Langsomt har vi bevæget os nordpå, indtil videre over Grenada, St. Vincent & Grenadinerne, St. Lucia, Martinique, Dominica, Les Saintes, Guadalope og nu Antigua. At have været på havet i 8 måneder føles som ingen tid og 100 år. På den ene side sidder følelsen fra den dag, vi smed fortøjningerne i Strandby stadig i os. På den anden side føles det nærmest som en anden tid, et andet liv, fordi der er sket så meget siden.
Da tempoet blev taget ud af Tiden, der gik
Når man rejser gennem lande, rejser man gennem kulturer, og når man gør det med en sejlbåd, går turen langsomt. Og netop manglen på tempo har gjort, at vi i højere grad end på andre rejser har bidt mærke i og reflekteret over netop forskelligheden i kulturer, startende da vi ramte Peters Head i Skotland, fortsatte ned langs Europas vestkyst og nu cruiser mellem de gamle kolonier i Caribien. Det handler dette blogindlæg om. Vore oplevelser er som altid subjektive og bygget på nedslag: Enkelte oplevelser og begivenheder, der har formet et indtryk, der alt andet lige generaliserer både lande og lokalsamfund. Men for os har det haft en berigende og lærerig betydning for, hvordan vi ser på os selv, og det er derfor, vi gerne vil dele.
Det er jo ikke fordi, kulturforskellene er kommet som en overraskelse. Tag din bil og kør 30 km. nord for Limfjorden, og du vil se et markant kulturskifte i forhold til resten af Danmark. Kør mod vest og du vil opleve en anden kultur. Alligevel er det netop kulturudviklingen og -forskellen, der måske har gjort det største indtryk på os indtil nu, været genstand for flest observationer og skabt grobund for flest snakke og refleksioner, som vi har lagt sømil bag os.
Velkommen til!
I Europa viste de første forskelle sig i Skotland og Irland. Her mødte vi nemlig en gæstfrihed og imødekommenhed, som vi ikke ser i samme omfang under danske himmelstrøg. En oprigtig interesse i at byde os velkommen og give os en god oplevelse på netop dette sted. Både gennem sluserne i Den Kaledoniske Kanal, hvor slusearbejderne gjorde deres yderste for at give os en god oplevelse op og ned af sluserne, eller på en vandretur ved Port Williams, hvor blev vi stoppet af en ældre herre, vi passerede, som sad og nød det gode vejr og kiggede ud over havet. Han måtte vide, hvem vi dog var, og hvad der havde bragt os hertil. Han var veteran, havde boet i området hele sit liv, og så var han i øvrigt ked af, at skotter af andre nationer blev betragtet som nærige. Vi kunne forsikre ham om, at vi kun var blevet mødt af varme, gæstfrihed og generøsitet på vores vej gennem Skotland.
Eller i Arklow, Irland, som vi husker tilbage på med glæde på trods af, at vi lå der af nød og ikke af lyst, og på trods af at hverken havn eller by havde noget særligt at byde på. De gode minder skyldes de mennesker, vi mødte: Havnemesteren, hans bror og de lokale bådejere, der gjorde en indsats for, at vi følte os velkommen, og en skør turistdame, der på sin egen galgenhumoristiske facon fik fortalt, at Arklow var et hul i jorden, som vi virkeligt burde flygte fra hurtigst muligt, men som vi var meget velkommen til at blive i alligevel. Eller i Kilmore Quay, Irland hvor Rikke-Louise til den meget lokale fiske- og skaldyrsfestival, kom i tvivl om hvilke fisk, der egentligt lå der på den knuste is bag transporteren med den åbne bagsmæk og derfor spurgte til udvalget. Et øjeblik befandt hun sig omgivet af 10-15 venlige velmenende mennesker, der højlydt diskuterede hvilke fisk, der gav mest kvalitet for penge og ikke mindst hvilken tilberedning, der skulle anvendes, mens der blev spurgt ind til, hvem vi dog var, og hvordan i alverden vi dog havde fundet deres bette festival.
At gøre sig umage
Også i Frankrig blev vi mødt med åbne arme. Ikke sjældent kritiseres franskmændene for arrogance, men for vores vedkommende kan vi kun sige godt om vores tur langs den franske kyst. Godt nok er der en sprogbarriere, for mange taler ikke engelsk, men alle prøver deres bedste, og problemet er ikke større, end at de fleste situationer kan gennemføres med håndfagter, et smil og Google Translate. For de vil gerne franskmændene; tale engelsk. De kan bare ikke lide at tabe ansigt, hvis de kommer til kort. I Frankrig mødte vi passion og stolthed eksemplificeret ved kærligheden til de lokalt producerede fødevarer og en respekt for at gøre sig umage og kunne et håndværk. Hvor man på torvet i enhver lille by med respekt for sig selv kan købe fødevarer af høj kvalitet, hvor sælgerne stolt fremviser og fortæller, og hvor maden ikke nødvendigvis er billigere end i Danmark, men af langt højere kvalitet. Man gør sig umage; Med fødevarerne, maden, vinen og tilberedelsen. Man tager sig tid. Lang tid. Lidt for lang tid for os en gang imellem, men det er sundt at prøve. Og så er der i øvrigt bare noget både imødekommende og værdigt i at hilse på hinanden, når man passerer et andet menneske på sin vej, kommer ind på en restaurant eller står i en kø sammen. ‘Bonjour’, ‘Bonsoir’, ‘Au Revoir’ – lyder det, ligegyldigt om du kender folk eller ej.
En anden måde at leve på
Da vi nåede til Nordspanien, mærkede vi for alvor at komme lidt væk fra alfarvej og den moderne livsstil. Der var langt mellem turisterne i de små havnebyer, og her røg vi nu ned i et endnu lavere gear og ind i en noget anden verden og tilgang til livet. Her leves livet stille og roligt – udenfor – i samvær med andre. I Spanien fik vi fornemmelsen af, at folk – i hvert fald udadtil, virker glade og tilfredse med deres liv. Der hersker en anden form for livsglæde, og folk virker mere til stede og som om, de lever mere i nuet og ‘bare er’ i stedet for, som vi nogle gange kan være slemme til derhjemme, hele tiden at se fremad, planlægge, efterstræbe det næste nye, hvad end det er et nyt job, en forfremmelse, den næste rejse til et nyt eksotisk sted, designertøj, – tasker, -sko eller -møbler. Når folk har fri, samles de på torvet, under træerne, på den lokale stamcafe. Det virker ikke altid til, at de kender hinanden, men de kommer hinanden ved. Og de danser! Alene eller i par, det er ligegyldigt, når der i weekenden spilles op på det lokale torv. Her fandt vi ingen materialistisk manifestation af dyre designertasker men derimod masser af rigdom i form af livsglæde, attitude og selvværd. Det var befriende, det var livsbekræftende, og det var misundelsesværdigt.
Og i samme land så vi for første gang i meget lang tid børn lege på gader og stræder. ‘Som i gamle dage’ – som vi selv gjorde det, da vi var børn. I Ribadeo var der byfest, og som da vi var børn var et tivoli rykket ind på pladsen foran rådhuset. Her var der radiobiler og tombola, og det var velbesøgt! Og på en lang række – 10-20 meter, stod børn i alle aldre i kø for at prøve den store karrusel. Byen summede af liv og af sommerfugle i børnenes maver, for nu skete der noget nyt og spændende! Her så vi ingen børn med smartphones, men til gengæld havde de farve i kinderne.
Længere sydpå nåede vi Portugals kyst, og vi mærkede et skift i kulturen, som vi bevægede os ned i Sydeuropa og tættere på Afrika. En endnu mere laid-back kultur, men også en mere aggressiv sælgerkultur indtraf, og ved mange restauranter blev vi nu mødt af de såkaldte ‘facere’, der er ansat til at stå uden for restauranter og barer for at kapre kunder. Samtidig fandt vi det sværere at mærke det specifikke områdes autencitet og lokale kultur, fordi turismen begyndte at fylde og være den primære indkomstkilde. Vi kan ikke fortænke folk i at have turisme som levebrød, men det er bare ikke så charmerende, når små portugisiske havnebyer drukner i laminerede menukort på fem sprog og ‘Made in China’- souvenirs på butikshylderne.
Også den gamle havneby Porto druknede i masseturisme, og gaderne var fyldt til bristepunktet på samme måde, som London er det i julemåneden. Men vi fik en ide, og det var godt. For da vi tog vores foldecykler og trampede ud af centrum og ind i boligområderne, åbnede der sig et Portugal med stemning og charme. Et fattigere men også mere ægte og hyggeligere Portugal. Et sted, hvor man havde lyst til at hænge ud og se livet gå sin gang. Og når vi anduvede de små portugisiske havnebyer, der ikke havde en sandstrand, der var masseturisme værdig, var det lokale islæt intakt, og vi fik fornemmelsen af et hyggeligt og stolt folkefærd, der værner om deres kulturhistoriske baggrund, og som tager tingene lidt, som de kommer. Der var overraskende stor forskel på by, forstad og land i Portugal, særligt i forhold til håndtering af skrald. Her oplevede vi i høj grad ‘ude af øje ude af sind’: Hvor der inde i de store byer var moderne, pænt og ryddeligt skulle man ikke bevæge sig mange meter uden for bygrænsen, før det flød med affald. En trist kontrast, der sætter vores egen affaldssortering i relief.
Masseturismen og de uspolerede perler
På de Kanariske Øer ramte masseturismen os for alvor med store all inclusive hoteller, endeløse rækker af butiksområder, restauranter med præcist samme menukort og sandstrande, der lignede gammelt fluepapir i en kostald. Fly efter fly lettede og landede i en endeløs strøm, og det var svært ikke at gispe efter vejret med tanke for, hvor stort et CO2-aftryk, alle disse fly efterlader dag efter dag. Klimakampen synes svær at vinde, så længe det er så billigt at flyve, at alle vi ‘almindelige mennesker’ har råd til at flyve på ferie flere gange om året. Vi bed også mærke i infrastruktur og byplanlægning, eller rettere manglen på samme. Den synes at være styret af de kapitalselskaber, der investerer i hotellerne og masseturismen, for ingenting hænger sammen. Byggerier og veje er spredt ud som paddehatte; tilfældigt og med løselig hånd. Ingen sammenhængende fortove, ingen viadukter eller fodgængerovergange, ingen infrastrukturel sammenhæng, som kunne binde områderne sammen. Det må være enhver logistisk ingeniørs drøm at få sat skik på dette virvar.
Heldigvis oplevede vi også De Kanariske Øer som øer med vild og voldsom natur, som man passer godt på, særligt La Gomera viste sig stort set upåvirket af masseturisme og charterfly men i stedet overstrøet af vilde bjerglandskaber. Og på Fuerte Ventura overraskede hovedbyen Gran Tarajal ved nærmest at være blottet for turister men med masser af street art og lokalstemning i de smalle slidte gader. Man kan stadig finde små uberørte perler på vulkanøerne, men det kræver, at man kigger efter.
Arven fra fortiden
Nu sejler vi i det Caribiske Hav, og her mærker vi for alvor at være ankommet til en anden verden, i hvert fald er der en noget anden stemning her, end vi havde forestillet os. For på mange af øerne har vi faktisk ikke følt os specielt velkomne. Medmindre de lokale vil sælge noget til os eller tjener penge på os, oplever vi ikke den store imødekommenhed eller gæstfrihed, snarere tværtimod. Blandt andet er det svært ikke at bemærke, at de lokale ikke smiler igen. Og når vi hilser, returneres hilsenen meget nødigt. Til gengæld har vi oplevet en del diskrimination i form af forskellig prissætning alt efter, hvilken hudfarve, man har, og hvad der vel egentligt er en form for racisme, når de lokale eksempelvis på immigrationskontoret, på toldkontoret eller i supermarkedet finder det helt naturligt at gå foran i køen, og den pågældende myndighed tilskynder det ved at acceptere og endda opfordrer til det ved at vinke de lokale frem i køen. Den var ikke gået i Danmark.
Af andre eksempler kan nævnes ubeskrivelig langsommelig og bureaukratisk skrankepaveri i forbindelse med ind- og udklarering udført med en arrogance og flabethed, der alene kan forekomme, fordi vi som sejlere ikke har andre muligheder, end at finde os i det. På nogle øer har vi været udsat for deciderede gangstermetoder i form af meget aggressive ‘boat boys’ (mænd der vil ‘hjælpe’ med at lægge til ved bøjer for en ublu pris), hvor vi, efter pænt og høfligt at have afslået deres ‘hjælp’, har følt os nødsaget til at sejle videre, fordi stemningen var meget ubehagelig grænsende til det truende, ligesom vi hele tiden skal være på vagt for ikke at blive snydt.
For at forstå områdets historie, herunder den danske og europæiske påvirkning af Caribien som følge af slaveri og kolonisering, har vi læst Thorkild Hansens trilogi om Danmarks rolle i slaveriet: ‘Den Danske Kyst’, ‘De Danske Skibe’ og ‘De Danske Øer’. Fremragende, dybdegående og ikke mindst faktabaserede bøger, som alle burde læse. Bøgerne har givet os god indsigt i fortidens synder, og det er svært ikke at tænke, at det netop er fortiden, der stadig spøger. At vi bærer rundt på arven som de hvide undertrykkere, og derfor egentligt ikke er velkomne her. Eller også er det ‘Black Lives Matter’-bølgen der er taget en grad for langt. Det er måske en overfortolkning, men omvendt er det svært at komme i tanker om andre årsager.
Andre ting, der er uundgåeligt springer i øjnene, er, hvor meget pot, der bliver røget. Fra morgen til aften, i bilen, på torvet, på arbejde. Men kun af mænd. Det virker simpelthen, som om hele den mandlige del af den caribiske befolkning render rundt i en kæmpe koger fra morgen til aften. Det gør noget ved tempoet og effektiviteten. Dog skal de franske øer tages ud af denne ligning. Det europæiske islæt er tydeligt, de er langt mere organiserede og velfungerende. Nærliggende er det at tænke, at det ikke er alle koloniseringer, der er til det dårlige. Men vejen dertil har ubestridt været det.
Hvorfor drikker jeppe?
Vi prøver at minde os selv og hinanden om, at vi, når vi forarges over diskriminationen, bureaukratismen, de tvivlsomme metoder og følelsen af hele tiden at blive forsøgt snydt, at vi også skal søge at tænke over, hvad grunden til det er: At de lokale har en anden kulturel og uddannelsesmæssig baggrund. At de bor i samfund, der langt fra er så velfungerende som der, hvor vi kommer fra. Hvor korruption og nepotisme er every day life, hvor politikerne er i lommen på dem, der har penge, og den kloge narrer den mindre kloge. At tolderen kan stå i en prekær situation, når han lader lokale snyde foran, eller når han kører penge uden om systemet for at splitte rovet med den lokale gangster. Det kan jo være, at han ikke har noget valg: Gør han det ikke, kan hans familie måske få problemer i morgen. Og vi er jo bare væk til næste sted. Så hellere blive upopulær hos os end hos dem, man skal trækkes med resten af livet.
Alligevel og på trods af de lidt brogede oplevelser, er Caribien et farverigt og festligt indslag, og naturligvis har vi mødt mennesker, der har hilst os velkomne uden at blive sure, når de ikke kunne lave penge på os. Særligt Dominica var en virkeligt positiv oplevelse. Her blev vi mødt med varme og glæde, vi følte os mere end velkomne, og vi oplevede de lokale som folk, der kærede sig om deres ø, deres natur, deres kultur og hinanden. Og som i en lidt større grad end andre øer til en hvis grad havde forstået at organisere sig.
Og så taler naturen her i Caribien for sig selv. Her er vildt, smukt, dramatisk, frodigt og med et eventyrligt marineliv. Og man kan se gennem fingre med meget, når man dykker i krystalklart vand med myriader af fisk og koraller omkring sig.
At rejse så langsomt, som vi gør, åbner op for muligheden for at opleve andre lande og kulturer på en anden måde, ikke mindst fordi vi kommer i kontakt med lokale myndigheder og forretningsdrivende på en anden måde, end når man kører en uge til Italien eller flyver på ferie til Tenerife eller Thailand.
Vi ser med egne øjne, at der er mange måder at leve sit liv på, og som rejsen skrider frem, og indtrykkene samler sig, synes det mere og mere tydeligt, at det hverken er penge eller prestige, der er afgørende for det gode liv. Og sammenligner vi de små samfund, vi har besøgt med den danske andedam, hvor vi på papiret er nogle af de rigeste og lykkeligste folk på jorden, er der bare noget, der ikke stemmer. Set udefra hvor vi nu står, er der i hvert fald mange andre folk og nationaliteter, der virker til at hvile mere i deres tilværelse, som er til stede her og nu, som er mere glade for og nyder livet og som sætter pris på og påskønner netop det, de nu en gang har. Troels Kløvedal mente, som vi har nævnt før, at lykke er, når drøm og virkelighed stemmer overens. Måske er det drømmenes manglende realitetstjek, den kan være gal med en gang imellem, når vi løber livet af os selv i vores bestræbelser efter ‘det næste’. Noget, der ser bedre ud på distancen, men som hverken gør os gladere eller giver os et bedre liv.
Der er ingen af oplevelserne, vi ville have været foruden. Alle som en har de bidraget med viden og refleksion og gjort os klogere på verden og på os selv. Der er mange måder at gøre tingene på og leve sit liv på, og hvor er vi er heldige, at vi på vores langturssejlads har denne mulighed for at se lidt på os selv og vores livsstil, sammenligne med andre og tage stilling til, hvad der for os er opskriften på ‘et godt liv’.
Havet og friheden 