Saba: Øen der rører himlen – og alle, der besøger den

Vi behøver ikke afbryde Reid. Det er Reid, der afbryder sig selv. “It’s a different ballgame living here. You have to survive, you know”. Reid mødte vi helt tilfældigt og højst overraskende på en vandretur mod Sabas højeste punkt Mount Scenery, en vandretur vi aldrig vil glemme. Han dukkede bare op, midt ude i junglen foran sit lille hus siddende i en algebeklædt plastikstol, der havde set bedre dage. “Sæt jer!” insisterede han, da vi trådte ud i lysningen ved hans hus, som vandrestien passerede, og der var ikke noget andet at gøre end at parere ordre.

Dette blogindlæg handler om Saba, og Reid vender vi tilbage til. Han er en del af fortællingen om Saba, en lille ø i det caribiske ø, som vi indtil for ganske nylig ikke anede eksisterer, men som vi har været så snydeheldige at besøge. Det er måske ikke det store mas at sejle til Saba, og det er godt nok et mas at ligge der. Hele tiden skal man være på vagt for elementerne, forberedt på at sejle videre med kort varsel, men det er en del af oplevelsen. Overkommer man  strabadserne, har man gjort fortjent at til opleve et sted, hvis lige ikke findes andre steder. Kom med til Saba.

fra en note i en bog til en drøm, der opfyldes

Saba er en lille ø i de caribiske øhav, der rejser sig ca. 1000 meter over havets overflade men som kun er 13 km2 stor. 

Ved første øjekast ligner Saba bare en stor gold vulkanø med lodrette grå, brune og grønne forrevne klippeflader, men tag ikke fejl: Snører du støvlerne og begiver dig op-op-op, åbner der sig, hvad der bedst kan beskrives som en blanding mellem Jurrasic Park og den forsvundne by Atlantis. Doyle, en legendarisk forfatter med mere end 40 års sejlererfaring i Caribien beskriver det på perfekt vis i sin sejlerguidebog ‘Leeward Islands’: Saba er som et skjult Shangri-La. Og som med alle skjulte skatte forholder det sig sådan, at man skal gøre sig fortjent til at se dem. Sagt på en anden måde: Forberedelse er essentielt, hvis man som sejler skal gøre sig forhåbninger om ikke blot at sejle hertil men ikke mindst at komme i land og opleve øen. Og så skal man være heldig.

Et nærliggende spørgsmål er, hvordan vi overhovedet fandt frem til den lille ø, som langt de fleste sejlere nærmest ikke skænker en tanke. Tanken om Saba bliver født, da Morgan i en gammel guidebog lægger mærke til en lille håndskrevet note ud for Saba: ” Caribiens bedste dyk”. Noten skaber drømme, og vi begynder at læse mere om dette sted, vi ikke tidligere havde hørt om, og jo mere vi læser, jo mere vokser Saba i os. Men det tager både tid og overvejelser, inden vi endeligt beslutter os for at give Saba et skud. Beslutningen er isoleret set ikke så svær, for jo mere man læser om Saba, jo mere får man lyst til at se øen. Præmissen for os er bare, at planen jo kun holder til første møde med fjenden – i vores tilfælde vejrelementerne, og derfor må vores plan være fleksibel og justerbar med kort tids varsel. For vejret kan være meget lunefuldt på og omkring øen, der har sit eget mikroklima, som skyldes en kombination af øens placering i det caribiske hav, de stejle lodrette klipper, der stiger 1000 meter op, det forholdsvist lille areal og det meget dybe hav, der omgiver øen. Man vil med andre ord ikke fanges på Saba i dårligt vejr. Her er ingen beskyttelse, ingen sikre ankerpladser, ingen nødhavn.

Så vi forbereder os, studerer vejrudsigter og på en klar dag med vinden agten for tværs hiver vi ankeret op på Nevis’ vestkyst og sætter kurs mod Saba.

Efter indklarering kæmper vi os ud til Freedom igen. Søen er ikke blevet mindre og Freedom bliver stadig kastet rundt om bøjen, så langt fortøjningerne tillader. Vi  må derfor tage stilling til, om vi skal blive her for natten for nemt at kunne komme ind på øen fra morgenstunden eller sejle 2 sømil om på vestsiden af øen og tage en bøje der. Fordelen ved vestsiden er nok være en potentielt roligere nat grundet vindretningen, der er nordøstlig. Ulempen er, at vi vil være tvunget til at sejle tilbage morgenen efter, da det at sejle 2 sømil fra vestkysten og ind til havnen i en lille dinghy med en totakters påhængsmotor med 4 hestekræfter i så uforudsigeligt et farvand er ‘not advisable’, som havnemesteren med et løftet øjenbryn udtrykte det ved indklareringen.

Løsningen bliver den første efter at have prøvet den sidste. Vi sejler nemlig på vestsiden alene for at konstatere, at det ingenlunde er mere roligt. Freedom får kontraordre og bliver vendt rundt, og endnu en gang må båd og besætning stå model til havets rasen. Det er ikke meget, vi får sovet den nat, og vi må sandt for dyden indrømme, at vi flere gange er tæt på at smide fortøjningerne og sejle videre. Men vi holder ved, og vi belønnes for det. Dagen efter vågner vi op til mere stille vejr.

The only place in the world where you need to climb a mountain to get to the Bottom

Efter at have drukket morgenkaffe og med tunge skyer hængende over os forlader vi Freedom og sejler i dinghyen ind til havnen igen. Nu skal Saba opleves fra landsiden! Havnen ligger, som fotoet afslører, for foden af et bjerg, og vil man se øen, er der kun et at gøre: Vandre eller køre opad. Vi foretrækker det første, og begiver os afsted op ad den snørklede vej, der hælder 23 grader. Imens falder en stille morgenregn, og det gør ikke det mindste. Med regnen kommer disen, som understreger den lidt mystiske drømmende stemning, som Saba er så fuld af. På vejen op holder flere lokale ind til siden og tilbyder os et lidt, men vi afslår – vi vil have det hele med, og turen op ad er en del af den fulde pakke. Og efter en halv times hård opadgående stigning når vi bogstaveligt talt til bunden. Eller ‘The Bottom’, som den ene af de to byer på Saba hedder, og vi forstår nu det lille ordsprog, vi læste på et skilt på vejen: ‘Saba is the only place in the world where you need to climb a mountain to get to the Bottom’. For the Bottom er placeret på en lille platform, som en mellemstation mellem havet og toppen af øen. Her ligger den og slapper af, helt pittoresk med smalle gader og stille liv. Folk på Saba lever deres liv i deres helt eget tempo.

The Ladder: Trappen der forbinder Saba med resten af verden

I udkanten af byen finder vi skiltet, vi leder efter; skiltet, der leder os til ‘The Ladder’. The Ladder er en trappe bestående af  800 trin, som er hakket ind i klippen. Den stejle trappe fører ned til øens vestkyst, hvor skibene, der fragtede gods til og fra Saba, opankrede, hvis ellers vejret, strømmen og bølgerne var til det. Denne opankring var ikke uden risiko. Og som vi står og nyder udsigten fra det gamle toldhus, som ligger halvvejs på vej ned til den stenede strand med den stærke brænding, tager det næsten pusten fra os, for det er ikke svært at forestille sig, hvor risikabel en manøvre såvel ankring som lodsning har været. Gode mænd og kvinder har sat livet på spil for at fragte godset frem og tilbage mellem skib og kyst – ofte med vand til livet og med den stærke strøm trækkende i sig. Dette var måden al gods blev fragtet til og fra Saba helt frem til 1940erne. Men anstrengelserne sluttede ikke her. Fra den brækkende brænding måtte al gods nu bæres på skuldrene hele vejen op ad The Ladder. Alle 800 trin.

Legenden siger, at en særligt stærk mand bar 150 kg på nakken ad gangen. Og som Morgan og jeg bevæger os opad igen, svedende og med høj puls, er vi ikke i tvivl om, at folk fra Saba er af en helt særlig støbning. Det får vi bekræftet, da vi igen er nået toppen af trapperne, og op til den stejle snoede vej, der leder op til The Bottom. Her møder vi en ældre dame – et sted sidst i 70erne, måske ældre. Hun er ikke for godt gående, men hun går. Foroverbøjet og med en kort stok i højre hånd som hun bruger som afsæt på den murede kant, der således ikke blot fungerer som autoværn men altså også som støtte til stokke.  Hun vender sig om, smiler bredt og spørger, om vi har været nede ad trappen. Vi nikker og taler lidt om, hvor hårdt det må have været i gamle dage, og at hun må være i god form, når hun sådan kan gå op ad den stejle vej. ‘Ja, det bliver man nødt til at være, for sådan er det bare’ siger hun smilende med et skuldertræk. Vi hilser til farvel og tænker over, om man fødes med den slags ukuelighed, når man som ældre gangbesværet dame ser på livets udfordringer med et smil og et skuldertræk, eller om det tilegnes i livets skole på Saba.

Som at træde ind i Jurrasic Park

Rigere end før på endnu et uudsletteligt indtryk går vi videre opad. Ud af byen og ind på en vandresti, der skal føre os op på Sabas højeste punkt: Mount Scenery.

Vandrestien starter, som byen slutter, og som med et trylleslag befinder vi os i en uspoleret regnskov. Omgivet er vi af mangotræer, kapoktræer, gigantiske buske, lianer og lyde fra dyr både fra oven og fra neden. Vi er ikke i tvivl om, at der er en rute, men vi er heller ikke i tvivl om, at den ikke bliver flittigt brugt. Endnu en gang føler vi os lidt som på en ekspedition, og vi elsker det. Og som vi går der gennem alle nuancer af grøn skifter duftende med hvert skridt. ‘Hvor der dufter af honning’, udbryder Morgan, og jeg giver ham ret, for i næste øjeblik at blive mødt af en sød og berusende jasminduft.

I underskoven pusler og rasler det. Gekkoer, firben, leguaner og andet kryb har en fest i den uberørte skov og over os fløjter fuglene på måder, vi ikke har hørt før. Ind imellem får vi et flygtigt glimt af en kolibri, der er på jagt efter nektar. Det virker næsten overflødigt at nævne det igen: Det går opad. Stejlt opad. Og vi må krydse væltede træer og store sten, der er skredet, og alt sammen er det med til at give stemning. Og så lige pludseligt flader stien ud, og vi står foran et ældre hus, og det er her, vi møder Reid.

It’s a different ballgame

Velkommen til – kom og sæt jer. Først tøver vi lidt, men Reid, som vi finder ud af manden hedder, insisterer, og vi tager imod hans gæstfrihed. Der følger nok en god historie med, håber vi, og vi bliver ikke skuffede. Reid fortæller gerne om sig selv og sit liv, faktisk får vi nærmest ikke et ord indført, og det er lige, som det skal være. Irsk af afstamning med en far, der endte på Saba lidt tilfældigt, efter at have været stukket til søs og i første omgang endt på Bermuda. Hvordan moren var endt på Saba, står noget mere uklart, men Reids lyseblå øjne, lyse fregnede hud og hår, der engang har været rødt afslører, at hun nok har haft de samme irske aner.

Så Reid er født på Saba og har boet i junglen i hele sit liv. Han er den første hvide mand, der giftede sig med en sort på Saba, og vi fornemmer, at det ikke har været helt nemt. Racisme går begge veje, når det handler om hudfarve. ‘It’s a different ballgame living here. You have to survive, you know!’ Svarer han, da vi spørger til, hvordan det har været at vokse op og leve et så afsides sted. Du bliver nødt til at kunne det hele selv, du skal være fisker, bonde, murer, tømrer, elektriker, det hele. Jeg har selv bygget mit eget hus her! Siger Reid og slår stolt ud med hånden op mod huset, som ligger bag os. Kom, I skal se noget! Vi er egentligt på vej videre, vi har jo et bjerg, der skal bestiges, og vi er våde af sved og fugt fra regnskoven, men vi får ikke lov at gå, før han har vist os sit hus, et foto af en af sønnerne, som på tragiske vis døde i en arbejdsulykke, og ikke mindst en helsides artikel af Reid selv i en bog om Saba. Han er en stolt mand og med rette. Han har skabt et godt liv for sig selv et sted, hvor man ikke får noget forærende.

Efter at have sagt farvel til Reid går vi det sidste stykke op ad den stejle bjergskråning. Himlen lukker sig om os, vi er nået op i skylaget, der omgiver toppen af Mount Scenery, og mens vi går de sidste skridt, fortættes luften yderligere. Der er ingen udsigt den dag, det er der i øvrigt sjældent, men det gør ingenting. På en måde er det faktisk det mest rigtige, for det passer godt til Saba. Bare fordi du anstrenger dig, er det ikke sikkert, du har fortjent en udsigt.

Som med så mange andre vandreture går det hurtigere ned end op, og før vi ved af det, står vi i Windward, Sabas anden by. Også her er der hyggeligt med smalle gader og god stemning. Her er flere små restauranter, butikker og gallerier, men alle sammen blender de ind. Charmerende, velholdte små steder, som ikke lefler for turisterne, men gør det på deres egen måde i deres eget tempo.

Det er eftermiddag, og vi vender blik og vandrestøvler i retning af havnen igen. I fugleflugt er der ikke langt, men det tager os et par timer at nå fra Windward og ned til havnemolen. Solen er ved at gå ned, og vi er trætte og mætte af oplevelser. I morgen vender endnu en spændende dag på Saba, denne gang under vandet.

Undervandsliv

På Saba er det ligesom visse andre steder i Caribien ulovligt at dykke selvstændigt. Det er en åndssvag regel, den gør ikke noget godt for nogen, men vi overholder den, for vi er trods alt gæster i et fremmed land, og vi bliver jo også sure, hvis fremmede bryder lovene i Danmark. Derfor har vi booket to dyk med Sabas eneste dykkerforretning. Det er virkeligt dyrt, men der er jo ingen konkurrenter, og vi er enige om, at vi kommer til at fortryde det, hvis ikke vi dykker på Saba, for hvornår får vi lige den mulighed igen. Og det var jo den lille håndskrevne note om ‘Caribiens bedste dyk’, der i første omgang fik os hertil.

Så vi møder spændt op til aftalt tid – 08.30. Eller lidt før faktisk, for vi vil jo ikke komme for sent. Samme indstilling gør sig desværre ikke gældende for resten af det hold gæster, der skal med ud at dykke den formiddag, så vi venter en god times tid, inden dykkerbåden lægger fra kaj. 14 andre gæster skal dykke foruden os, og det er altså for mange. Men det skal ikke ødelægge den gode stemning, nu glæder vi os til at komme i baljen og se de lodrette vægge ned i det uendelige, som Saba er kendt for.

Der er ret meget strøm denne dag, hvilket ikke er usædvanligt, men det betyder, at vi sejler en del rundt, inden den ansvarlige dive master finder et spot, som han mener er sikkert nok: Core Gut hedder spottet. Spottet er superfint, vi ser hajer, barracudaer, kingfish, masser af tropiske fisk, skildpadder og koraller, og de lodrette vægge er enorme. Desværre har vores dive master ikke styr på tiden, og vi vender tilbage til båden efter kun 20 min, hvorefter vi bare ligger og cirkler rundt. Morgan afslutter dykket med 100 bar tilbage i tanken. Det er ikke i orden. Vi får dog til gengæld en lidt sjov oplevelse, da vi skal lave vores sikkerhedsstop på 5 meter. Vi hører en vild panikagtig banken på en flaske og får øjenkontakt med en person over os. Han er løbet tør for ilt og prøver ihærdigt at komme i kontakt med sin dykkermakker. Hun hverken hører eller ser noget som helt, men har til gengæld mere travlt med at prikke til alle korallerne med en jernpind nede på bunden, end at være en god buddy.   Den desperate mand griber derfor Morgans octopus, og Morgan deler sin ilt med ham. Ret underholdende men også virkeligt rystende at have så lidt styr på sig selv eller sin makker på et dyk. Ingen af os har tidligere oplevet en dykker løbe tør for ilt på grund af manglende selvkontrol, men så har vi også set det med.

Tilbage på øen er vi glade for, at vi betalte for dykkene. De var isoleret set ikke de bedste dyk, vi har haft. De var dårligt planlagt, der var alt for mange dykkere på samme båd og dive masteren havde hverken styr på sit dyk eller på de dykkere, der ikke havde styr på sig selv. Men vi har ikke fortrudt det. Vi fik mærket de vilde kræfter under vandet, og vi fik set de lodrette vægge. Og så fik vi også lidt ekstra sjove oplevelser med i bagagen prægtigt performet af en flok højtråbende amerikanere, der var lige lovligt store i slaget.

Tilbage på Freedom konstaterer vi, at dønningerne endnu ikke har lagt sig, til gengæld er vinden nu gået helt i øst, og det må alt andet lige betyde, at vi nu ligger roligere på Sabas vestkyst. Vi smider derfor fortøjningerne og sejler de to mil op langs den kyst, vi dagen før så ud over fra ‘The Ladder’. Heldigvis har vi ikke taget fejl, vi ligger superfint på vestkysten, og mens det sidste lys forsvinder ned i havet, kan vi næsten ikke begribe, hvor stille og fint der er.

Dagen efter skal vi fridykke, på hvad der betegnes som Caribiens bedste snorklespot, og vi bliver ikke skuffede. Der er et liv uden lige i krystalklart vand; fiskene svømmer i stimer mellem stenformationer, og vi nyder fridykningens frihed i al dets begrænsninger. Fridykning er virkeligt kontrastfyldt: På de bedste fridyk opleves en nærmest meditativ følelse. Alle andre lyde end havets egne forsvinder, tiden synes at stå stille, du glemmer dig selv, og at tiden begrænses til den ilt, du har i dine lunger og hvor god du er til at administrere den.  Administrerer du din ilt ordentligt, og kan du undertrykke din krops signaler om manglende ilt, varer dykket lang tid nok til at glemme tid og sted. Gør du ikke, må du have ny ilt øjeblikket efter. Fridykning er et mind game, og vi bliver gladere og gladere for det.