Den mindst dårlige løsning

Det er den 24. marts, klokken er 09.22, og vi står over for nogle hektiske timer. Jeg beslutter mig for at tage noter til et blogindlæg, måske vi kan bruge det til at lære af senere, og om ikke andet kan det da give et indblik i, hvad langturssejlads også er, tænker jeg. Vi ligger i havn i Matthew Town på øen Great Iguana på Bahamas, og foran os har vi i henhold til vejrudsigten et problematisk vejr i vente. Stærk vind er over os netop nu, men hvad værre er, den er på vej til at gå fra syd til vest, og havnehullet ind til den lille havn, hvor vi ligger, er fuldstændig åben for vestlige vinde. Hvis vinden bliver for længe i vest, kan vi se frem til store bølger direkte ind i havnen, hvilket kan skabe en farlig situation for os, der er derinde.

Sådan begynder dette blogindlæg. Det er skrevet i reportagestil med Rikke-Louise som jeg’et; observatøren og den lille hjælper for skipper Morgan, der i den grad bliver udfordret, og som må så grueligt meget igennem før det til sidst bliver godt igen.  Blogindlægget er lavet med datoer og tidspunkter som overskrifter for hvert afsnit for at give en fornemmelse af, hvor meget der egentlig skete på kort tid.

Den 21. marts kl. 16.30:

Det starter faktisk meget godt. Efter 5 dages sejlads fra De Amerikanske Jomfruøer lægger vi til i Matthew Town på øen Great Iguana på Bahamas. Vi ved, at vi om halvandet døgn rammes af et kraftigt lavtryk, som vil tage vinden 360 grader rundt fra den fremherskende østlige vindretning over syd til vest og nord for igen at gå i øst inden for et døgns tid.  Særligt den vestlige vind er et problem for os, for der er ingen læ at finde. For på trods af, at Great Iguana er en ø, kan vi desværre ikke, som det ellers ville være oplagt at gøre, søge på østsiden af øen. Grunden er, at hele øens østkyst er et stort lavt rev. Man kan ligge for anker ud for Matthew Town, men man kan også søge ind i havnen, hvor der på en god dag er plads til 10 både. Vi gør det sidste, og vi er heldige at få en plads uden på en canadisk 47 fods sejlbåd ved navn Bella, som sejles af Greg og Donna, begge i starten af 60erne og deres to venner Heather og John, begge i midten af 50’erne. Den canadiske båd ligger fortøjret op ad en alt for høj træbro, og vi priser os lykkelige for, at vi ikke ligger inderst, da det er svært at fendre ordentligt af. På den anden side af broen ligger en 48 fods hollandsk båd, og lige uden for havneindløbet ligger tre sejlbåde for anker.

Den 22. marts kl. 07.15:

Efter en god nats søvn nyder vi morgenkaffen i cockpittet. Over for os i den modsatte ende af havnebassinet ligger to gamle træbåde, og som vi sidder og kigger, anduver endnu en gammel træbåd havnen. Det ser flot ud med de store asymetriske sejl, og sømændene ser ud til at kunne deres kram, men båden har ingen motor, og tillægningen bliver lidt kaotisk. Men med hjælp fra de to andre træbåde, får de lagt til. Vi diskuterer lidt, om der mon er tale om traditionelle fiskerbåde fra Bahamas, og om der skal være et klassisk regatta, siden der nu ligger tre både af samme typer her. Alle tre både er godt fyldt op med folk, men det er ikke ligefrem sejlertøj, de går rundt i.

The Ladder: Trappen der forbinder Saba med resten af verden

Man møder ikke for tidligt på arbejde i Caribien, så først omkring kl. 09.30 påbegynder vi indklareringen, der på vanlig vis består af Customs & Immigrations, som er to forskellige myndigheder, der indhenter præcis de samme oplysninger. Dog er forskellen denne gang, at det modsat de fleste andre steder i Caribien her går som en leg. Først bliver vi hjerteligt modtaget af Customs, en flink mand på omkring de 60, som er meget hjælpsom og meget lidt bureaukratisk. Han fortæller om øen, og hvad vi skal være opmærksomme på.  Vi er ikke i tvivl om, at han gør, hvad han kan, for at yde en høj service. Det samme gælder Immigrations, som dukker op lidt efter. Til sidst overstrømmes vi med kærlighed af havnemesteren, en lattermild og hjertevarm dame. Vi spørger hende til, om der er noget, vi skal være opmærksomme på, og til det svarer hun nej. Jo, der kommer en ‘mailboat’ – et fragtskib og lægger til ved rampen lige ved siden af os dagen efter, men vi kan sagtens blive liggende, forsikrer hun os. Mon hun har styr på det? Vi vælger at stole på hende, hun er jo havnemester. Men vi snakker lidt om, at det måske kan blive lidt problematisk, hvis det ligger i havnen samtidig med, at der kommer store bølger.

Vi får ikke helt afsluttet vores forehavende med Immigrations, da han skal bruge en kopi af vores pas. Han kører derfor afsted med dem for at tage en kopi på kontoret, og jeg sætter mig ved det lille havnekontor for at vente på at få vores pas tilbage sammen med en kvittering for indklarering.

Det er ret spændende at sidde og følge med i livets gang på den lille havn, men det virker også til, at der er mere gang i den, end der plejer at være. Faktisk er der en livlig aktivitet. På trods af dens ringe størrelse har foruden sejlbådene også tre ‘krigsskibe’ fra Bahamas søværn fundet vej ind i havnen. De er af forskellig men ikke uanseelig størrelse og ligner mest af alt patruljeskibe, der bevogter farvandet. Så der er godt fyldt op!

Mens jeg sidder og venter, kommer flere af folkene fra de tre træbåde op og sætter sig ved mig. De ser noget forhutlede ud, men de er meget venlige og imødekommende. Til hinanden taler de et sprog, jeg ikke forstår, men til mig taler de engelsk. En mand på omkring de 40 år sætter sig også. Han er lidt pænere klædt på end de andre. “Er det dig, der lige er ankommet i den danske båd?”, spørger han mig, og jeg er mildest talt overrasket over, at han ved hvilket land, der knytter sig til vores Dannebrog. Det er der ikke mange, der gør på disse kanter. Manden hedder Watson, og han viser sig at vide mere end de fleste. Han ved præcist, hvor Danmark er placeret i Europa, hvem vores naboer er, at hovedstaden i Danmark er København, at Danmark vandt EM i fodbold i 1992, at der bor knap 6 mio. mennesker, og at der er konstitutionelt monarki. Han ved også mere end de fleste om politik og historie, og særligt international sikkerhedspolitik virker til at have hans interesse. Adspurgt, hvor han har al den viden fra, tøver han lidt, men siger så med et skævt smil, at han læser en del. Og da jeg spørger til, hvad han arbejder med, svarer han kryptisk, at han laver lidt forskelligt, at han er chauffør, løber ærinder og tager de jobs, der er. Der er noget, der ikke stemmer. Han ved for meget, og han har helt tydeligt en uddannelse. Hans tøj er også lidt for pænt til den slags jobs. Vi sidder lidt i stilhed og jeg spørger ham, om han kender noget til træbådene – om det er traditionelle bahamesiske fiskerbåde? “Dem der? Nej, nej, de kommer da fra Haiti. De er herovre for at hente forsyninger og skrabe alt det sammen, de kan få af forskellige ting til at sælge eller selv vil beholde hjemme på Haiti.” Han indvier mig i Haitis politiske problemer, og hvad der efter hans mening er gået galt derovre; hvorfor der endnu en gang er undtagelsestilstand i det hårdt prøvede land. Han lægger ikke fingre imellem, store lande med magt og indflydelse skal lade være med at bestemme, hvem der skal sidde på regeringsmagten i andre lande. Ligegyldigt hvilket land, der er tale om. Det skal landene selv bestemme, det bliver aldrig godt, når USA indsætter en af dem valgt regeringsleder, som ikke er valgt af folket. Det har aldrig ført noget godt med sig, og det har det heller ikke gjort i Haiti.

Watson fortæller endvidere, at han selv kommer fra Haiti, men at han flyttede til Bahamas for mange år siden og til dagligt bor i Nassau. Faktisk skal han med haitianerne tilbage til Haiti, når de engang er færdige med at læsse deres både om nogle dage. Han undviger på spørgsmålet om hvorfor han skal det.

Jeg tænker lidt over alt det, han har fortalt, og puslespilsbrikkerne falder lige så stille på plads. Da vores radio blev jammet på sejladsen fra De Amerikanske Jomfruøer og til Bahamas skyldtes det naturligvis undtagelsestilstanden i Haiti, og det er selvfølgelig også derfor, der er så mange flådefartøjer i havnen. Morgan og jeg havde talt lidt om undtagelsestilstanden på Haiti, inden vi påbegyndte sejladsen fra De Amerikanske Jomfruøer til Bahamas, men da piratangreb indtil videre ikke havde været et problem, var det ikke noget, vi brugte megen energi på, da vi sejlede forbi Haiti.

Som vi sidder der, er Watson jævnligt i kontakt med folk fra det største af patruljefartøjerne, ligesom han hele tiden er i kontakt med en person på telefonen, som han taler med i et sprog, jeg ikke forstår. Og haitianerne kommer ofte op til ham, taler lidt med ham og går igen. “Det er creol-fransk – det er vores sprog”, griner han, da jeg siger, at jeg ikke forstår en disse af, hvad han snakker med haitianerne om.

Efter en times tid kommer Immigrations tilbage med vores pas og en kvittering. Alt er i den skønneste orden, jeg takker min nye ven for snakken og går tilbage på båden til Morgan og fortæller om mit møde med Watson og om de haitianske både. “Han arbejder da for en efterretningstjeneste”, siger Morgan. Selvfølgelig gør han det. Retrospektivt kan jeg godt se,  at det nok ikke er helt usandsynligt at forestille sig, at den gode Watson har arbejdet for Bahamas efterretningstjeneste, og at han har haft til opgave at følge med i, hvad der sker i havnen og i øvrigt skal sikre sig, at haitianerne alle som en finder tilbage til Haiti og ikke fristes til at tage ulovligt ophold på Bahamas. Det forklarer også, hvorfor han var så oplyst om udenrigs- og sikkerhedspolitiske affærer rundt om i verden.  Jeg er virkeligt glad for mit møde med Watson, jeg føler mig kulturelt beriget og oplyst, det er med møder med mennesker som ham, at mit udsyn styrkes, og jeg mindes om endnu engang ikke at blive privilegieblind. Hvor er min tilværelse ulideligt let sammenlignet med disse haitianeres.

Morgan og jeg beslutter os for at gå en tur og se nærmere på øen. Vi spiser frokost ved et lille skur, hvor kvinden Lornie griller kylling og gris. Og æsel, når hun kan skaffe det. Der er et leben uden videre, det virker til, at alle øens 800 beboere vil have fat i Lornies mad. Der er i hvert fald mange, der kommer forgæves. Lornie er kvik i replikken, og da vi fortæller, at vi lige er ankommet i en dansk sejlbåd, løfter hun det ene øjenbryn og kigger på os henover brillerne, mens hun siger: ” I know. Everybody does.” Det er en lille ø, så når der sker noget, ved hele øen det. Og på den måde er vi åbenbart noget. Lornie kender alle, og inden vi får set os om, har hun ringet til en kvinde, ved navn Bernie, som vil bage ‘Buns and tarts’ til os til dagen efter. “Hun bor på tredje vej i den retning, på tredje vejs venstre hjørne. Bare spørg efter hende, alle kender Bernie!”.  Vi tager mætte og opløftede afsked med Lornie og medbringer endnu en skøn og meget lokal oplevelse i bagagen.

Den 23. marts kl. 07.15:

Det er en flot morgen, og vi lægger ud med en løbetur ud til et gammelt nedlagt fyr. Udsigten fra fyret er formidabel, farverne langs kysten er ubeskrivelige; alle nuancer af grøn og blå finder vi i det krystalklare vand alt efter dybde og bundforhold. Og overalt, hvor vi møder de lokale, overstrømmes vi bildyt og vinken. Der er en helt utrolig imødekommenhed på øen, vi føler virkeligt, at vi er mere end velkomne!

Den 23. marts kl. 10.40:

Efter at have svedt af og fået morgenmad, kan vi i det fjerne se, at et fragtskib nærmer sig. Det er den såkaldte ‘mailboat’, der er på vej, som havnemesteren varskoede os om. Det ser stort ud – meget stort ud. Kan vi overhovedet være her alle sammen, tænker jeg, og som skibet sejler ind gennem havneindløbet og begynder at bakke ind mod rampen, der er placeret lige ved siden af Freedom, får jeg tanken, om det mon er dumt at blive på Freedom, hvis  fragtskibet rent faktisk ikke kan være her og kolliderer med os. Freedom vil blive krøllet sammen som en våd sommerhat, og så er det måske ikke det bedste sted at befinde sig. Men jeg besinder mig, og kaptajnen på skibet har styr på sin metier, han bakker med millimeterpræcision ind til rampen.

Vores nye nabo ligger blot 5 meter fra os, men det er nok. Og vi glæder os lidt over vores nye nabo, for så længe han ligger der, tager han vinden, når den kommer fra nord og nordvest, ligesom vi får lov til at binde os fast til ham med lange liner, for dels at holde os dels canadiske Bella væk fra den store træbro, som vi har lagt til ved, og som er umulig at fendre godt af.

Kl. 13.40:

Efter en meget livlig aktivitet på fragtbåden, hvor alle arbejdsmændene har arbejdet hårdt for at læsse af og på i form af alt fra biler og kraner til levende høns og stueplanter, virker det til, at der er faldet ro over lejren derovre. Der sker ikke så meget, til gengæld er der begyndt at blæse lidt mere op. Ikke meget men nok til at minde os om, hvad vi har i vente. Morgan undrer sig lidt, for de har tidligere sagt, at de først sejler i morgen tidlig. Men gør de nu også det? Han beslutter sig for at gå en tur over til kaptajnen for at høre ham.

Kl. 13.55:

Morgan er vendt tilbage til Freedom, han ryster på hovedet: “Det var vist godt, jeg gik over på fragtskibet for at spørge, hvornår de har tænkt sig at sejle. Det gør de om en time. Vi undrer os over, at de ikke har sagt noget, vi er trods alt bundet fast til dem. Der går hurtigt en time, men intet sker. Til gengæld blæser det mere og mere op.

Kl. 15.05:

“Jeg går lige op for at snakke lidt med ham der…” og inden jeg når at spørge til, hvem manden er, er Morgan væk. Et øjeblik efter står han oppe ved en mand på broen. En sort, høj, bredskuldret og korporlig mand på omkring 55 år, der udstråler stor autoritet. Jeg kan ikke høre, hvad der bliver sagt, så jeg observerer. Først er manden tydeligt afmålt – kigger på Morgan lidt oppefra og ned og med korslagte arme. Men Morgan kender det game, måske ikke bevidst men ubevidst. Det er helt tydeligt at se. Morgan spørger interesseret til et eller andet med et åbent og afvæbnende kropssprog. Han åbner op i sine arme og smiler til ham, gestikulerer med åbne bevægelser. Langsomt tør manden op, og da han gør det, begynder Morgan at kopiere hans kropssprog en til en. Og det virker. 5 minutter senere kan jeg se, der er en åben samtale i gang, manden smiler, og jeg kan se, han forklarer noget. Det er relations- og tillidsopbygning på højt plan, når jeg at tænke.  

Morgan kommer tilbage lidt efter og fortæller, at det var den lokale sherif – den på øen ansvarlige politimand. De havde snakket lidt om, hvornår fragtskibet ville smutte igen, hvordan vejret ville blive, og om der kom andre skibe ind. Det er penge lige på bankbogen at få gode relationer med de lokale myndigheder, når man som os står i en vanskelig situation, hvor vi kan risikere at få behov for hjælp.  Og gennem ham finder Morgan ud af, at fragtskibet har udsat deres afgang til om aftenen, da de stadig mangler at få leveret tre containere, som skal fragtes med videre.

Kl. 20.03:

Det er for alvor blæst op nu, der er kulingstyrke i stødene, og vi er begyndt at ligge ret uroligt i havnen. Liner og trodser river og flår i Freedom. Den gode nyhed er, at fragtskibet bliver her til i morgen, det gør det hele lidt lettere for os, for så kan vi udsætte beslutningen om, hvad vi gør, når det er væk, og vi ikke længere nyder dets beskyttelse for vind. Vi taler om, hvilke handlemuligheder vi har, for vi ligger ikke godt, hvor vi ligger, og det bliver kun værre, når fragtskibet sejler. Vi bliver presset ind mod broen og ligger lige ud for havneindløbet. Det bliver rigtigt slemt at ligge her, hvis vinden bliver i vest for længe. En mulighed er at lægge os over på den modsatte side af havnen, en anden mulighed er at lægge os uden på de haitianske træbåde, der ligger oppe ved bølgebryderen.  Den tredje mulighed er at blive liggende, forlænge linerne, der lige nu er bundet til fragtskibet, men så binde os fast på den modsatte side af og med linerne på tværs af havnebassinet. Vi vælger det sidste.

Den 24. marts kl. 08.30:

Det har været en meget urolig nat med stigende vind og urolig sø i havnebassinet, og tov og liner har flået i Freedom i alle retninger. Vi har ikke fået meget søvn, og ikke så få gange har Morgan været oppe i løbet af natten for at tjekke fortøjningerne. Men selvom vi er trætte, er vi alligevel mere end vågne og klar; vi ved, vi har det værste foran os i løbet af dagen. Vinden tuder i riggen, og vandet er pisket op i havnebassinet, vejret er for alvor blevet dårligt.

Kl. 12.15:

Vi har netop fået melding om, at fragtskibet sejler inden for en halv times tid.

Morgan får hurtigt samlet et team bestående af ham selv, de to hollændere og canadiske Heather, som skal hjælpe ham. Morgans team skal, når sømændene på fragtskibet lader de liner, som indtil nu har holdt Freedom og Bella væk fra den store træbro, gå, for derefter hurtigt at få dem trukket ind og surret fast på havnekajen pullerter, så snart fragtskibet er sejlet. Jeg bliver på Freedom, hvor mit job er at sikre, at Freedom og Donna ikke banker sammen, mens linerne er slækket. Greg og John bliver på Bella, hvor de sørger for at holde os væk fra træbroen ved hjælp af bovpropel og fendere. Sømændene på fragtskibet lader linerne gå, der sættes i bak og Morgans team bakser med linerne. Der er kraft på, men operationen lykkes perfekt. Efter et kvarter er fragtskibet væk, og linerne løber nu fra Freedom og henover havnebassinet, hvor de er sat fast på havnekajens store pullerter. 

Kl. 13.27:

Hvad foregår der nu?! Dramaet skal åbenbart fortsætte! Netop nu, hvor vinden er på sit højeste og i øvrigt på vej i vest, har det mellemste krigsskib lagt sig ud midt ud i havnebassinet, og dets stævn er lige foran os og få meter fra os. Pulsen stiger endnu en gang, hvor meget action kan man egentlig holde til på 24 timer? På broen står en sømand med en håndholdt radio. Hun signalerer op til broen på fartøjet og dirigerer i forhold til, om det store skib skal frem eller tilbage. Eller sagt på en anden måde: Hvor tæt det er på at ramme os. Hun virker nu til at have godt styr på det, hun tager det i hvert fald ret køligt. Det viser sig, at det største krigsskib, som har ligget inderst af de tre flådefartøjer, skal ud på patrulje. Derfor har det mellemste skib trukket sig ud i midten af bassinet for at give plads. Operationen tager en halv times tid, og det gode ved den var, at det tog bølgerne så længe. Men nu, hvor det lægger ind til broen igen, står vinden direkte i vest og ind gennem havneindløbet. Havet er virkeligt pisket op nu, og der er meget høje bølger lige uden for havnen, hvor de tre både, der ligger for anker, får den vildeste rodeotur. Bare deres ankre holder, tænker vi i vores stille sind. Ikke mindst nu, hvor der er direkte pålandsvind. Broen, som canadiske Bella er fortøjret til, truer efterhånden med at kollapse, så meget kraft er der på den, når henholdsvis Bella og den hollandske båd på den modsatte side river og flår i den via deres fortøjninger. Morgan og jeg kigger på hinanden, nu må det her vanvid gerne få en ende. Vinden skal ikke være i vest ret meget længere, før det bliver rigtigt træls.