Efter fire ugers easy sailing i Caribien, er vi nu kommet til USA. At USA er kontrasternes land ved de fleste, og at det også er det vilde vejrs land er nok heller ikke gået ret manges næse forbi. Men at vi i den grad skulle opleve det vilde vejr på helt nært hold kun 2 uger inde i vores sejlads på den amerikanske østkyst, havde ingen af os forudset. For blot et par uger siden læste vi Steffen Kretzs nye bog ‘Storm på vej’ om den politiske situation og splittede tilstand i USA. Hvad vi ikke vidste var, at stormen i bogstavelig forstand var på vej direkte mod os. Dette blogindlæg handler om at blive overrasket af ekstremt dårligt vejr to gange inden for 24 timer. Først på vandet og siden under ankring. Spænd sikkerhedsbæltet – der bliver blæs på!
Et tilfredsstillende vejrvindue
Det er torsdag den 9. maj, og efter seks gode og oplevelsesrige dage for en ankerbøje i St. Augustine, USAs ældste by, er vi klar til at sejle længere nordpå. Aftenen før blev vejrudsigten studeret grundigt, og da vejrvinduet ikke var entydigt, er vi stået tidligt op for at have muligheden for at kunne sejle og udnytte den udadgående strøm lige før slack water i det fjordindløb, som vi skal ud af, for at komme ud i Atlanterhavet igen.
På Predictwind finder vi ikke et entydigt svar: Vi kan se, at der er dårligt vejr på vej om et par dage, så enten skal vi blive liggende og vente på, at det er drevet over, eller også skal vi sejle nu, selvom det godt kan se ud som om, at der ikke er for meget vind at sejle på, hvorfor noget af sejladsen der måske bliver for motor.
Vi beslutter os for at sejle; i første omgang mod Fernandina Beach, som ligger 55 nautiske mil mod nord, men med mulighed for, hvis vejret viser sig godt, og der er vind at sejle på, at ændre kurs og sejle hele vejen til Beaufort, South Carolina, der ligger 130 nautiske mil op ad kysten.
Vi løsner fortøjningerne i morgensolen, får et fint tidevandsskub ud af indløbet og konstaterer til vores store glæde, at der er perfekt sejlvejr! Med vinden for tværs 5-8 sekundmeter og en medstrøm på 0,5 – 1 knob er det svært at være rigtigt gnaven. Vi nyder at være på vandet igen, himlen er blå, og Freedom sprinter derudaf med 6-7 knob. Ind imellem tager vinden til og runder 12 sekundmeter, men det går let, Freedom er i sit es, når der er vind at sejle på. Vi taler om og overvejer at tage helt til Beaufort, men bliver enige om at holde os til planen om at gå til Fernandina Beach, da det passer bedst med tidevandsstrøm, en beslutning der senere viser sig at være overordentligt god. Og sådan går sejladsen som en leg de første 45 sømil.
Men så ændrer situationen sig radikalt, og sejladsen tager en uventet drejning.
Storm på vej
Foran os kan vi se en mur af sorte, grå og mørkeblå skyer med mange klare niveauskel, der rejser sig. De er helt tydeligt med stor turbulens, for vi kan se, de ruller og bevæger sig opad i store amboltformationer, og vi har begge læst nok meteorologi til at indse, hvad vi har i vente: Der er en storm på vej. Skyer som disse varsler farligt vejr, og vi skal til at træffe nogle vigtige beslutninger.
Morgan beordrer storsejlet ned, så vi kan sejle bare for forsejl, og han tænder motoren for en sikkerheds skyld. Da det er gjort, begynder vinden for alvor at tage til, nu skal vi til at handle hurtigt.
Forsejlets størrelse skal reduceres ved at rulle det lidt ind, og Morgan må bruge et spilhåndtag for at lykkes – det klarer vi normalt med armkræfter, men der er tryk på nu, det blæser 25 sekundmeter – stormen er over os!
At ride en storm af
I samme øjeblik rammes vi af en mur af endnu kraftigere vind og hård slagregn, det er som om en gigantisk knytnæve slår på os fra foran for tværs, det blæser mindst 30 sekundmeter nu. Freedom slås fuldstændigt ud af kurs, presset er for stort til, at selvstyreren kan holde rattet. “Skynd dig at spille resten af forsejlet ind!” Råber Morgan, mens han selv kaster sig over rattet og får Freedom på ret kurs igen. Rikke-Louise må lægge alle kræfter i; hver en muskelfiber er spændt til det yderste for at få det sidste af forsejlet bjerget. Får vi det ikke ind nu, er der overhængende fare for, at det flænses, og at vi mister det. Med lodder og trisser og en maxpuls bankende i ørerne lykkes det at få sejlet trukket ind, mens Morgan genvinder kontrollen over Freedom. Vi når således at redde alle sejl, og vi kan nu koncentrere os om det, vi har i vente: Vi er midt i stormen. Nu tikker to advarsler ind på Rikke-Louises telefon: Den ene med et varsel om kraftig thunderstorm (storm med lyn og torden) med vind op til 32 meter i sekundet, den anden er endnu værre. Den advarer om stor risiko for tornadoer i lige præcis det område, vi befinder os i.
Men vi kan intet gøre andet end at være i det. Vi kan ikke sejle fra det, vi må stå det igennem. Morgan står bag rattet og kæmper for at holde Freedom på ret køl, Rikke-Louise lytter på radioen og følger med i de mange advarsler, der nu annonceres. Flere steder er både og kajakker i vanskeligheder, den amerikanske kystvagt er kommet på overarbejde.
Imens er vinden nu næsten direkte i mod os, og havet er begyndt at rejse sig. Motoren kører på fulde omdrejninger, og alligevel flytter vi os ikke ud af stedet. Det er Davids kamp mod Goliath.
Der bliver ikke udvekslet mange ord nu, kun blikke. Det er de indre samtaler, der fylder i vores hoveder. I Rikke-Louises indre samtale er omdrejningspunktet at acceptere frygten, være i den men ikke lade den tage over og ikke lade sig påvirke af magtesløsheden over ikke at kunne hjælpe Morgan på andre måder end at forholde sig rolig og rationel, at være en støtte og være klar til hjælpe med at håndtere, hvad end stormen bringer med sig.
For Morgan er der en beslutning, der skal træffes: Skal vi kæmpe videre op mod stormen, satse på at sejle gennem den for at komme på den anden side, eller skal vi vende om og sejle med vind og bølger for at gå ind i Jacksonville, et fjordindløb, som vi passerede for 15 sømil siden. Det er ikke nogen nem beslutning, og der er fordele, ulemper og risici ved det hele. Vælger vi at kæmpe videre mod stormen, når vi om 4 sømil den afmærkede kanal ind til fjordindløbet, hvor vi kan falde af, få vinden fra siden og en kraftig medstrøm i tilgift, og relativt hurtigt være i sikkerhed bag fjordindløbets beskyttende brinker. Risikoen er, at der på hver side af den afmærkede kanal ind til indløbet er fyldt med klippeskær, der i tidens løb har været skæbnesvanger for hundredvis af både. Vi er således dybt afhængige af motoren her, da vi med stor sandsynlighed ikke vil kunne nå at sætte sejl, hvis motoren sætter ud. Sagt med andre ord vil et motorstop kunne få fatale følger.
Vender vi derimod om og lader os drive tilbage med vind og bølger for at gå ind til Jacksonville, sejler vi direkte ind i det område, hvor tornadovarslet er størst og mest kritik, og det vil ydermere være svært for os at nå derned inden mørkets frembrud. At gå ind i et ukendt fjordindløb i mørke er en situation, vi helst vil undgå.
Morgan træffer en beslutning, og den har ikke været nem. Han vælger, at vi kæmper videre og fortsætter mod Fernandina Beach. Afgørende har det været, at vinden er faldet til ‘kun’ 20 sekundmeter, og at Freedom nu tygger sig lige så stille fremad. Bid for bid nærmer vi os de bøjer, der skal lede os gennem kanalen og ind til vores safe haven.
Da vi er næsten oppe ved kanalen, kaldes vi op af et fragtskib på radioen. Fragtskibet kan se, at vi er på vej nordpå og vil vide, om vi krydser kanalen eller har tænkt os at sejle ind i kanalen og ind i indløbet. Vi kan kun se skibet på vores kortplotter, alt om os er lukket til i regn og havskum. Vi melder, at vi er på vej til at falde af og følge kanalen ind i fjordindløbet. Kaptajnen på fragtskibet er heldigvis både rolig og venlig, og vi får aftalt med ham, at vi lægger os til venstre i kanalen, så han kan passere os i højre side.
Da vi svinger ind i kanalen, får vi vind og bølger, der nu har rejst sig til en betragtelig størrelse, ind fra siden, og vi må holde godt fast nu: Morgan i rattet for at styre båden, og Rikke-Louise i nærmeste skøde for ikke at blive kastet rundt i cockpittet. Bag os nærmer fragtskibet sig, og det har helt tydeligt taget farten af. Mon ikke kaptajnen har kunnet tyde en smule frygt i stemmen, da han aftalte proceduren for passage med Rikke-Louise?
Der er kraft på, og Morgan kæmper med fuld ratudsving, så store er bølgerne. Tungen skal holdes lige i munden nu, for ikke mange meter fra os kan vi se klipperne stikke op, lige på den anden side af kanalens bøjeafmærkning. Volvo Pentaen arbejder på højtryk, men der er heldigvis ingen mislyde. Godt man har en kaptajn, der gør sig umage og vedligeholder hver en stump af båden til perfektion.
Turen gennem kanalen går hurtigt, vi får heldigvis hjælp af en kraftig medstrøm, halvvejs inde begynder bølgerne at lægge sig, og vi kan begynde at ånde lettet op. Snart er vi helt inde i fjordindløbet der deler sig i en form for floddelta. Vi falder af til bagbord, og Morgan sænker motoromdrejningerne, for med et er alt roligt. En sømil længere fremme når vi målet; et ankersted med godt fæste i mudder – et ankersted man drømmer om, når man bare gerne vil slappe af og kunne sove roligt.
Vi får smidt ankeret og lægger godt med ankerkæde ud. Morgan bakker til for at afprøve ankeret. Vi flytter os ikke en tomme – ankeret har sat sig.
Et anker at holde fast i
At smide et anker er en følelse af sikkerhed også i mental forstand. Et anker er et symbol på noget stærkt og retningsstabilt, noget man kan holde fast i og regne med, når alt andet bevæger sig. Når man er i tvivl, når man er bange, når man har brug for noget stabilt og trygt at tænke på, kan man have et mentalt anker at smide ud og holde sig til; et minde man har, en ting, man har på sig, en situation, man kan sammenligne med, som man klarede. Denne aften smider vi et anker efter at have været ude i en storm, og vi har nu også fået et mentalt anker, vi kan finde frem fra vores mentale rygsæk, næste gang vi kommer i en uventet situation, eller må ride en storm af. Vi har prøvet det før, og vi klarede det. Kunne vi klare det dengang, kan vi klare det igen. For os er enhver læring, enhver erfaring et nyt anker at kaste ud og holde fast i.
Den slags ankre kan vi godt lide at samle på, og vi fejrer at være sikkert for anker med et par øl og nudler. Trætte går vi i seng, det har været en lang dag.
Klokken 2 trækkes vi med et ryk tilbage i krise-mode: Ankeralarmen er gået – det er et tegn til, at vi driver! Vi flyver op i cockpittet, men heldigvis er det falsk alarm. Det er strømmen, der har flyttet båden rundt, og det har snydt alarmen, så den tror, vi driver. Det er ikke første gang, det er sket, men chokket er lige stort hver gang. Efter at have holdt lidt øje går vi i seng igen, og resten af natten forløber roligt.
En ny dag truer
Dagen efter sover vi lidt længere end sædvanligt og taler om, at det var en ordentlig omgang i går. Vejret er gråt, og Morgan bedyrer, at det må være pandekagedag i dag.
I nærmest samme sekund tikker en ny advarsel ind på vores telefoner: Advarsel om kraftig ‘thunderstorm’ fra kl. 09 med vind op til 30 meter i sekundet, lyn og hagl på størrelse med en penny. Folk anbefales at søge i kældre og der varsles om risiko for store materielle skader. “Men det er jo nu” mumler vi i munden på hinanden, “vi må hellere få noget mere kæde ud!”
Idet vi når op, begynder det. Først regnen og så vinden. Vi kæmper med kæden, som i nattens løb har viklet sig rundt om snupperen*, og vi må tage spillet på masten i brug for at få trukket snupperen så meget ind, at kæden kan løsnes, og vi kan lægge mere kæde ud. Vi lægger 10 meter mere ud, så vi i alt har 45 meter ude. Det giver et scope på ca. 8, da vi har ankret på ca. 5 meter vand.
Vi når lige nøjagtigt at få styr på det hele, inden en blitzkrieg af lyn er over os, og vinden for alvor tager til.
Om læ kan vi følge udviklingen, og det er med en let forhøjet puls, Rikke-Louise ser, at vindmåleren runder 31 meter i sekundet. Vi befinder os endnu en gang midt i en storm, faktisk er vindhastigheden tæt på grænsen for orkan, som ligger på 32,6. Det er ikke sjovt, men det føles på sin vis ikke så slemt som at være på havet i en storm.
Med gårsdagen i frisk erindring virker denne situation mere overkommelig. Vi er i bedre kontrol.
Vi aftaler, at Morgan står klar i lugen, så længe det hele står på. Klar til, hvis ankeret skulle slippe, at gå bag rattet, tænde motoren og holde Freedom op i vinden, mens Rikke-Louises opgave er at løbe ud i stævnen for at kunne dirigere retning i forhold til ankerets placering. At trække ankeret op i vindhastigheder som disse er utopi. Men ankeret holder. Heldigvis.
Som det står på, bliver Freedom skubbet godt rundt i manegen, og vi krænger, som var vi ude at sejle. Kraftige blink af lyn fortsætter omkring os, øjeblikkeligt forfulgt af øredøvende brag. Det er tæt på. Lidt for tæt på. Vi ligger tæt på en fabrik med meget store kraner, og vi håber på, at de tiltrækker tordengudens vrede mere, end vi gør. Vi ønsker ikke andres ulykke, vi ønsker bare selv at gå fri.
Der bliver ikke sagt så meget, mens stormen står på, men der bliver drukket meget kaffe, og der bliver kigget meget på vejrmeldinger, -advarsler og radarbilleder.
Heldigvis stilner vinden af igen efter 1,5 time, og da vi er nede på ‘sølle’ 15 sekundmeter, spøger Morgan med, om vi skal tage dinghy ind til byen. Overskuddet er tilbage. Ikke nok med at vi har redet en storm af til havs, nu har vi også ligget for anker i en storm. Og alt sammen inden for 24 timer. “Vi får os da en på opleveren” sukker Rikke-Louise. “Ja, det behøver vi ikke prøve igen” svarer Morgan.
Omkring klokken 11 er vinden faldet til 8-10 sekundmeter, og det er tid til en omgang velfortjent morgenmad. Klokken 13 tiltager vinden endnu en gang, men denne gang uden advarsler om ‘thunderstorms’ og tornadoer. Vi når op på 15-20 sekundmeter igen, men det føles knap så voldsomt, og vi varmer os ved tanken om, at ankeret i morges holdt i vind, der var væsentligt værre. Så vi slapper af i det, drikker kaffe og forpupper os lidt, mens vejret endnu en gang giver os en rusketur.
Rikke-Louise sidder i bogstavelig forstand og skriver på nærværende blogindlæg, da Morgan oppe fra hullet til cockpittet udbryder “Hold da kæft, kom lige at se!” Rikke-Louise skynder sig op for at konstatere, at den motorbåd, som var ankret op bag os tidligere i dag, nu ligger havareret oppe på en flodbrink længere nede af floden. Ankeret må være sluppet, og strøm og vind har taget den. Vi kan ikke se nogen ombord, så enten har de bjerget sig selv, eller også var båden allerede forladt, da båden drev. Ligegyldigt hvad er det et chokerende syn.
Det er synd for båd og ejer, men vi kan ikke gøre noget for at hjælpe dem.
After action review
Klokken bliver 15, og vi drikker varm cacao, mens vi reflekterer over, hvad vi har lært, hvad vi skal fortsætte med og hvad vi kan gøre bedre eller anderledes til en anden gang:
Vi er enige om, at det var godt, at vi fik bjerget sejlene så hurtigt, og at det er bedre at gøre det for tidligt, end for sent. Havde vi været bare minutter længere om at få det gjort, var det ikke sikkert, at vi stadig havde en intakt sejlgarderobe. Nuvel, bare fordi det trækker op til dårligt vejr, skal man ikke per automatik smide kludene, men det var for os en god påmindelse om, at forudseenhed kan spare os for mange kvaler.
Vi fik også redningsveste på i tide, og i bagklogskabens ulideligt klare lys skal vi huske at have dem liggende fremme. De er intet bevendt, når de ligger stuvet væk om læ i grejrummet ude i forkahytten. Fra nu af ligger de klar i cockpittet hver gang, vi skal sejle. Hvornår man skal tage redningsvest på er en vurderingssag fra gang til gang, og vi bliver aldrig dem, der konsekvent bærer dem. Det er en risiko, vi løber med åbne øjne, og som vi er villig til at tage.
Da stormen skulle rides af, var det svært at gøre noget anderledes end det, vi gjorde. Morgan havde som kaptajn rattet og kommandoen, og i situationer som disse er der hverken plads til at stille spørgsmål eller være kritisk over de beslutninger, der træffes. Her må ordren pareres hurtigt og beredvilligt, for det er et pres nok i sig selv at være den, der står med ansvaret. Mod, støtte og tillid til hinanden er essentielt i en krisesituation.
I forhold til at forudsige situationen har vi – endnu en gang – lært, at vejrudsigter ikke forudsiger alt. Der var intet, der pegede på, at vi skulle møde så vildt vejr, da vi tjekkede Predictwind om morgenen, inden vi sejlede ud. Vi har dog lært, at Accuweather er vores nye go-to app, når de gælder vejrvarsler: Havde vi ikke haft den app, ville ikke være klar over, hvad vi havde stået i. Accuweather kræver internet, og det er ikke altid noget, man kan regne med på havet, men da vi alt andet lige nu sejler kystnært, satser vi på, at varslerne når os betids.
I forhold til ankring var det også svært at gøre noget anderledes. Morgan havde fokuseret på at finde et ankersted med læ og så godt fæste som muligt, frem for et mere naturskønt område, der lå mere udsat og med knap så godt ankerfæste. Den beslutning viste sig at være helt rigtig.
Endelig var Morgans beslutning om at fortsætte frem for at vende om var den sværeste og med potentielt største konsekvens. Da han vejede fordele og ulemper op mod hinanden, var svaret ikke entydigt, så han traf det valg, han anså som bedst. Retrospektivt er det svært at sige, om valget var rigtigt. Men vi kan i hvert fald konstatere, at den ikke var forkert. For her ligger vi, to storme og et bjerg af erfaringer rigere.
Det har været en vild situation, den har været lærerig, men det er ikke noget, vi behøver at prøve igen. Dog er vi enige om, at skulle det ske, så kan vi klare det sammen: Morgan & Rikke-Louise! Og for at citere canadiske Greg, som I måske husker fra sidste blogindlæg, så har vi ikke rigtige problemer, så længe barskabet ikke er tomt.
Havet og friheden 