Kontrasternes land

Det er blevet juli på Freedom og i resten af verden, og vi er sejlet ind i det sidste kapitel af den første del af vores langturssejlads. Den sidste amerikanske stat er i denne omgang anduvet, og tiden nærmer sig, hvor vi må have Freedom på land og selv rejse tilbage til Danmark. På den ene side er det lidt vemodigt, for vi nyder stadig sejladsen og alle oplevelserne i fulde drag. På den anden side glæder vi os efterhånden også lidt til at komme hjem og få alle oplevelserne, læringen og erfaringerne fordøjet og lagt på de rigtige mentale hylder, klar til at blive brugt en anden gang. Og sikke et privilegium at have det sådan! At både ude og hjemme er bedst. Det bekræfter os endnu en gang i, at vores beslutning om at lade Freedom blive i USA, så vi kan fortsætte eventyret i de kommende sommerferier og opleve Maine og Canada, var den helt rigtige. Og på et tidspunkt, når tiden er inde til et nyt lidt længere eventyr, vil vi sejle Freedom hjem igen, forhåbentligt over Grønland, som er den store drøm!

al transport foregår ved hjælp af en forbrændingsmotor

Den første stat, vi anduvede i USA var Florida. Vi havde på mange måder set frem til at sætte vores fødder på amerikansk jord, blandt andet fordi vi helt lavpraktisk glædede os til at kunne handle friske varer som frugt, grøntsager og kød – uden at blive flået, som vi blev det i Caribien. Stor var derfor vores overraskelse, da den nærmeste større dagligvarebutik lå næsten ti kilometer uden for byen Fort Pierce, som vi lå for anker ved. Vores håb om at finde velassorterede dagligvarebutikker inden for gå-afstand med bugnende hylder fyldt med frisk frugt og grønt til lave priser levede dog fortsat – måske det bare var en enlig svale. Realiteterne gik dog hurtigt op for os, som vi bevægede os nordpå. Konstatere kan vi i hvert fald, at stort set alle supermarkeder placeres i udkanten af byerne, også selvom der er en større bykerne, hvor man ellers skulle tro, der var efterspørgsel efter dagligvarer lige ved hånden.

Årsagen er sikkert delvist, at det er billigere at placere de store dagligvarebutikker uden for byen, men lige så meget handler det efter vores opfattelse om, at amerikanerne er ligeglade med, om dagligvarerne er tæt på, for de kører alligevel til ALT. Lige så snart der er mere end fem minutters gang til en destination, virker det som om, at der er for langt at gå. Man går, hvis man motionerer, ellers tager man bilen, synes mantraet at være. Og vores tese underbygges af, at vi nærmest kun ser folk gå, når de synligt er ude at powerwalke, ligesom øjnene er ved at trille ud af hovedet på forbipasserende, når vi kommer slæbende med vores indkøbsposer.

Hate has no home here

At USA har taget i mod os med åbne arme er en underdrivelse. Overalt, hvor vi har smidt vores anker, er vi blevet mødt med en imødekommenhed og gæstfrihed, som er svær at undervurdere. ‘Welcome!’, ‘Great to meet you!’, ‘Lovely seeing you here’ er alt, vi er blevet mødt med. Ingen sure miner, ingen mistænksomhed, ingen der ser skævt til os.  Oplevelsen af at være velkommen, hvor end vi bevæger os, står på mange måder i skærende men positiv kontrast til den aggression og polarisering, som ofte er den side, medierne skildrer USA. Og hvor er det synd, at billedet er så entydigt, for vi har endnu til gode at opleve konflikter og fjendtlighed.

 ‘Have you heard that, Annabell? They’ve sailed all the way from Denmark! Isn’t that wonderfull?! God bless you both!’ Og med et åbnede der sig et møde med de lokale på et undseeligt bageri i Belhaven, en lille by, vi besøgte, da vi sejlede på IntraCoastal Waterways, alene fordi vi kom forbi og spurgte, om de havde noget brød, vi kunne købe. En kunde, der kendte ekspeditricen, kunne høre på vores accent, at vi ikke just var fra egnen, og hun ville derfor vide, hvor vi dog kom fra, og hvad der havde bragt os i deres retning. Denne lille anekdote er for os endnu et godt eksempel på, at den almindelige amerikaner ikke møder fremmede med fakler og høtyve men med nysgerrighed og smil. Uden forbehold og uden bagtanker. På mange måder er det svært at forestille sig det samme ske i Danmark. Desværre.

Med os videre tager vi denne åbne tilgang til fremmede, der kommer forbi, denne oprigtige glæde ved andres oplevelser og lykke, denne mangel på misundelse og følen sig snydt, som vi ikke sjældent oplever under hjemlige himmelstrøg. I USA er du selv ansvarlig for din egen lykke, og har du det godt, har du fortjent det. Tro os: De havde ikke meget i Belhaven, men de havde overskud nok til at give os en fantastisk oplevelse alene ved at være så åbne, nysgerrige og oprigtigt glade på vores vegne.

Vi ved selvfølgelig godt, at USA har mange skyggesider og er meget mere end det, vi oplever, men det er OGSÅ det, vi oplever! Det er lovlydige amerikanske borger, der bor i små lokalsamfund. Lokalsamfund, der lever i harmoni og som er gode naboer, hvor frivillige foreninger blomstrer, og hvor man står sammen og hjælper hinanden, ikke mindst dem, der har det svært. Her under folk hinanden det bedste, her er der ingen jantelov, her ønskes man kun lykke på rejsen. ‘Hate has no home here’, som vi så på et skilt uden for et hus i Oriental, en lille idyllisk landsby, og det er den tilgang, vi kan tilslutte os at være blevet mødt med . 

Historie som man værner om og som betyder noget

I St. Augustine lejede vi på ægte amerikansk maner en pick up truck for at se USA lidt mere fra landsiden. Ønsket var at mærke den amerikanske histories vingesus, lære mere om den amerikanske historie, opleve Small Town Amerika fra landsiden og finde den amerikanske folkesjæl. Ruten gik nordpå gennem Georgia, North og South Carolina med besøg i byerne Savannah og Charleston.

Og netop besøgene i Savannah og Charleston gjorde stort indtryk: Det var lidt som at besøge en tidslomme, hvor vi i skyggen af ældgamle egetræer blev ført tilbage til kolonitiden i al dens pragt: Pompøse antebellum huse i gamle velbevarede bydele og smukke parker med statuer af datidens store mænd og sejrherrer. Og uden for byerne lod vi os henrykke af herskabelige land- og plantageejendomme. Vi lod os betage af al skønheden, men mindede også hinanden om, at denne overflod og rigdom er kommet med en høj pris. Datidens velhaveres formue er nærmest uden undtagelse baseret på bomuld og tobak og på bekostning af slaveblod. 

Amerikanerne værner om deres historie, ligesom de på forbilledlig vis gør en dyd ud af at passe på deres bevaringsværdige bygninger og natur. Denne stolthed over historien, nidkærhed omkring at passe på det ophav, de kommer fra , og den arv de har, blev vi første gang opmærksomme på i St. Augustine, Florida. St. Augustine regnes for USA’s ældste by, hvor husene fra den spanske bosættelse er bevaret på fineste vis men samtidig integreret i en levende bykerne med live-musik og restauranter. Stoltheden er heldigvis fortsat i samtlige 15 stater, vi har besøgt: Hver lille flække med respekt for sig selv har en ‘historic old town’, en ‘historic trail’ en ‘Freedom Trail’, eller et ‘Historic Site’ som de med værner om og stolt viser frem. Finest har vi set det i Newport, der endda havde en vandrerute dedikeret til gamle træer i byen. Imens ser vi de gamle bevaringsværdige huse i Danmark blive revet ned til fordel for glas og stål, slotte og herregårde forfalder, og historiske begivenheder, som har defineret os som et folk. er på vej i glemmebogen hos de yngre generationer, fordi de ikke holdes i hævd. Sat på spidsen – bevares, men vi tror nu alligevel, at der er noget om snakken. Inspirerende er det i hvert fald at se, hvordan den 4. juli (Uafhængighedsdagen) ihævdholdes overalt i landet som en national helligdag med parade, taler, nationalsang, oplæsning af uafhængighedserklæringen, koncerter og festfyrværkeri. Det er med til at binde folk sammen i en tid, hvor nationer splittes.

Small Town america

Højdepunktet på vores road trip fandt vi dog på det bedagede motel, vi overnattede i på andendagen. For om aftenen på en bænk uden den slidte indgang, faldt vi i snak med nogle håndværkere, der var i gang med at opføre et nyt Hilton-hotel. Imødekommende og venlige som alle amerikanere, vi endnu har mødt, lukkede de os i et par timer ind i deres verden, og de gav de os et lille indblik i deres liv og de udfordringer, som de og USA efter deres mening står overfor. Det var nogle lærerige timer, vi tilbragte med dem, og vi blev især ret overraskede over de arbejds- og ansættelsesretslige vilkår, de arbejder under. For disse gode håndværkere med årtiers erfaring inden for hver deres felt har kun 10 dages betalt ferie om året, og de tjener på trods af deres anciennitet ikke meget mere en nyudlært dansk butiksassistent. De får til gengæld hverken pension, sundhedsforsikring, ret til efteruddannelse, bonus eller øvrige frynsegoder, til gengæld skal de selv betale for kost og logi de steder, de sendes hen for at arbejde. Og for at føje spot til skade fortalte de endda med et smil, at netop på dette motel var det godt at bo, for her fik de rabat, da motellet var ejet af bygherre selv.

Vi fortalte dem om, hvor begejstrede vi var for især Savannah, hvortil vi fik at vide, at Savannah kun er fin i de riges kvarter. Lige uden for centrum går man ikke på gaden uden at have et våben til at forsvare sig med. Og man går ikke ud efter mørkets frembrud. På bænken lærte vi også, hvordan man fanger en alligator, og vi snakkede med en gut, der havde siddet 14 år i fængsel for at sælge Moonshine (ulovligt hjemmebrænd). Hans bror sad netop nu i fængsel for samme type forbrydelse, men han var uheldigvis blevet taget i besiddelse af væsentligt større mængder. Som det sarkastisk blev udtrykt, forventedes broren først at blive løsladt, når han blev båret ud af fængslet i en kiste.

USA er i sandhed kontrasternes land med en tydelig og stor forskel på rig og fattig. Det ses særligt tydeligt i de større byer, hvor vi desværre har set virkeligt mange hjemløse og fortabte på gaderne. Uden at være sundhedsfagligt uddannet er det ikke svært at se, at langt de fleste har behov for hjælp udefra, at de har psykiske lidelser og ikke er i stand til at tage vare på sig selv. USA er et godt land, men kun hvis man har penge og ikke fejler noget nævneværdigt. Er man derimod ikke født under en heldig stjerne, er man ilde stedt, og det er meget trist og beskæmmende at være vidne til, hvor ulige samfundet her er bygget op, og hvordan der ikke tages hånd om de svageste fra statens side. Det er de frie markedskræfter, der regerer, og mens de rige bliver rigere, bliver underklassen mere og mere desperate, og flere og flere bliver hjemløse. Derfor er det heller ikke svært at forestille sig, at netop denne åbenlyse ulighed har været medvirkende til at lægge kimen til det oprør mod den amerikanske elite, som især mange Trump-tilhængere kender sig til. Vi hylder bestemt ikke Trump, men det er ikke svært at sætte sig ind i utilfredsheden med det eksisterende system.

I uSA hylder man sine helte

USA emmer af selvtillid og selvværd. Her er store armbevægelser, her er man ikke bange for at vise, hvad man har opnået. Som jantelovsramt dansker kan vi ind imellem godt synes, at det er lidt for meget, men allermest finder vi det befriende.  Ikke mindst fordi hyldesten primært er rettet mod dem, der har ydet en indsats i nationens interesse, dem der har udvist mod og patriotisme, som har kæmpet for deres land og betalt med deres liv for at beholde amerikanernes ubestridt dyrebareste eje: Friheden. Derfor hylder USA sine helte. Vi ser og mærker det overalt, hvor vi kommer frem. Selv den mindste flække med respekt for sig selv har en park med mindst en mindesten eller statue til ære for dem, der har kæmpet for nationen. Hver en landsby minder de mænd, der kæmpede i Uafhængigskrigen, 1. og 2. verdenskrig, Vietnam-krigen og alle følgende konflikter.

Når vi taler om mindesmærker, må Washington fremhæves som et fyrtårn og med The Mall som et kardinalpunkt for forståelsen af den amerikanske ånd og folkesjæl. At besøge The Mall er en bevægende oplevelse, hvor særligt mindesmærket for Vietnamkrigen og 2. Verdenskrig skiller sig ud.

Når man kommer til mindesmærket for Vietnam-krigen bliver man uundgåeligt stille. De store flader af sort marmor gravet ind i en skrænt, således at blokkene står under jordens overflade og fyldt ud med indgraverede navne på døde soldater i tusindvis, ligner for os en nations skamstøtte, der i sin undseelighed udstiller et spild af menneskeliv og en skam over, at man lod det ske. Udformningen er for os et udtryk for, at man med værdighed husker de faldne men helst glemmer krigen.

I stærk kontrast hertil triumferer mindesmærket for 2. Verdenskrig: Det enorme mindesmærke er langt det største i omfang og i udstråling. Storslået og pompøst rejser det sig i al sin vælde; det taler til os med stor patos – her er vi ikke i tvivl: Vi ser på sejrherren. Det ellipseformede monument omkranset af store søjler, en til hver af de nationer, der deltog på sejrherrens side, og hver og en med en ophængt krans som symbol på herskerstatus og udødelighed.  Nedenfor søjlerne er der i sten indgraveret citater fra de vigtigste taler i de afgørende øjeblikke, mens krigen stod på,  som understreger, hvad der blev kæmpet for, hvad der var på spil.

Storheden understreges i ellipsens midte af et gigantisk springvand, hvor vandet flyder i uendelighed som den evige sejr.

Vi besøgte The Mall på Fars Dag og dagen før 80-års dagen for D-Dag. Uundgåeligt var det derfor at tale om og tænke på de hundredtusinder af faldne soldater, som gik i krig for et liv i frihed, men som aldrig kom hjem og oplevede den. Unge mænd, som aldrig blev fædre, mænd som aldrig så deres børn vokse op, mænd der aldrig blev genforenet med deres familier. Vi sluttede vores besøg i Washington ved den ukendte soldats grav på Arlington kirkegård, og vi overværede den ærefulde vagtceremoni. Den gennemføres hver time hver dag alle årets dage uden undtagelse, og det vare en gribende oplevelse at se. Og da en ensom trompeter spillede den ceremonielle og uendeligt hjerteskærende Taps, gav jeg op og lod tårerne trille. Man er lavet af sten, hvis ikke man finder ceremonier som disse rørende.

I den mindre skala har vi selv nydt godt af den respekt og anerkendelse, der huserer omkring folk, der tjener eller har tjent deres land. Her skammer man sig ikke over at være i kongens klæder, her er man stolt af det, her viser man det frem. På mange museer og seværdigheder får man rabat, hvis man er tjenestegørende eller veteran, hvilket vi har benyttet os af flere gange, og ved begivenheder som eksempelvis den 4. juli indgår det amerikanske militær som den naturligste del af fejringen.

En enkelt gang reddede vores militære baggrund os faktisk fra et større problem: Rikke-Louise havde mistolket reglerne for indklarering i USA og havde derfor ikke udklareret på Bahamas. Så da vi mødte op ved det amerikanske grænsepoliti for at få udstedt en sejltilladelse, fik vi en afvisning. Det kunne IKKE lade sig gøre, så længe vi ikke kunne fremholde en udklarering og dermed bevise, at vi kom direkte fra Bahamas. Nu var gode råd dyre, og vi talte virkeligt for vores syge moster, men betjenten var hverken til at hugge eller stikke i. Lige indtil han spurgte, hvad vi vores beskæftigelse i Danmark var. For da Morgan fortalte, at han er aktivt tjenestegørende i det danske forsvar, at han havde været udsendt mange gange med amerikanske soldater, og da Rikke-Louise supplerede med at fortælle om sin baggrund i militærpolitiet, fik piben en helt anden lyd. Den gode betjent vendte straks på en tallerken og en afvisning blev på et øjeblik forvandlet til en sejladstilladelse og oven i det et “Thank you for your service”.

Meteorologiske og sejladsmæssige udfordringer

USA er i sandhed også kontrasternes land, når vi taler om meteorologiske og sejladsmæssige udfordringer. Væk er Caribiens easy sailing med standardvind fra øst, 5-8 sekundmeter og altid et sted at finde læ, tilbage er et evigt øje på vejrudsigten, tidevandstabeller, modstrøm så kraftig, at det kan være en mil frem og to tilbage, hvis ikke man timer det rigtigt, og krabbe- og hummertejner i så stort antal, at sejladsen er som et slalomløb, der føles som at bevæge sig gennem et afmærket minefelt af bøjer. Det har desuden overrasket os, at der særligt i den sydlige del af den amerikanske øst er ret lange stræk, hvor det er svært at finde læ, og hvor mange af indløbene der er decideret farlige at anløbe, hvis ikke de er perfekt timede i forhold til vind og tidevand og strøm.

Vi har sejlet og ligget for anker i over 30 sekundmeter, vi har sejlet gennem lyn og torden i flere timer i streg, vi har oplevet vinden gå kompasrosen rundt på en kort dagssejlads, vi har svedt tran under solens ubarmhjertige stråler, og vi har haft brug for både hue og langt undertøj. Vi har sejlet i tåge så tyk, at tågehornet systematisk måtte truttes i, og radaren blev vores bedste ven. Og vi har kigget ned i det brune vand og tænkt, at vi ALDRIG hopper i havet, så længe vi er i USA. Lige med hensyn til det sidste punkt kan vi godt savne Caribiens turkisblå vand med uendelig sigt og høje temperaturer. Men som det er med det meste, er det kontrasterne, der skaber de største oplevelser, og det gælder for vores vedkommende også her. Alting er bare sjovere, når man har kæmpet lidt for det.

Hvad der måske ikke er en udfordring i sejladsmæssig forstand, men til gengæld er en udfordring for vores økonomi, er prisen for at gå i havn eller ligge for bøje. For en båd som Freedom, som er 42 fod, er prisen for en enkelt overnatning i en marina 700 kr. for det allerbilligste men ofte mellem 1000 og 2500 kr. for en enkelt overnatning. Og det er ikke ualmindeligt, at prisen for at ligge for bøje er 350-500 kr. Det er jo decideret vanvittigt. Vi troede aldrig, at vi skulle sige, at det er billigt at gå i havn i Danmark, men i forhold til her er det! Som I derfor nok kan regne ud, ligger vi stort altid for anker.

Og når alt kommer til alt er det gode ved det vilde vejr, at erfaringen med at håndtere det, gør os til bedre sejlere. ‘Så har vi prøvet det!´, siger vi til hinanden med glæde, for det betyder jo, at vi kan klare det igen.

Hver stat sine kendetegn

Vi har nu bevæget os fra Florida i syd til Maine i nord, og vi har besøgt hver en stat, vi har sejlet forbi; 15 i alt. En af de store fordele ved at sejle er, at man rejser langsomt, for langsommeligheden giver mulighed for observationer og indsigter i de lande, vi besøger, som vi ellers aldrig havde fået.

Tydeligt har det været for os, at hver stat i USA har sin charme og sine karakteristika på godt og på ondt, og at fundamentet for den enkelte stats særegne kultur er lagt af de befolkningsgrupper, der i sin tid bosatte sig i området, da USA endnu ikke var formet som nation. Således er det ikke svært at se, hvordan spaniere, briter, irer, italienere osv. hver især har sat deres præg på de enkelte stater.

Hvad der dog synes at skinne igennem  på tværs af statsgrænserne er, at den vigtigste del af den amerikanske kultur er den amerikanske drøm. I USA bekender man sig til troen på, at man som person kan få et bedre liv gennem hårdt arbejde, mod og selvbestemmelse uanset hvilken klasse, man kommer fra. Og måske er det derfor, at netop vi passer så godt ind i den amerikanske ånd og bliver taget så godt i mod. For nok er vi tilfældigt strejfende, men vi er selv sejlet hertil i vores egen sejlbåd, der bærer navnet Freedom. Vi har ved egen kraft selv skabt forudsætningen for at nå dette mål, noget, amerikanerne helt tydeligt respekterer. En respekt og anerkendelse vi naturligvis er glade for og beærede over at få. Og i udgangspunktet hylder vi den amerikanske drøm. Vi tror ligesom amerikanerne på, at man selv har ansvaret for og på mange måder selv skal gøre sig fortjent til det liv, man lever. At hårdt arbejde skal kunne betale sig, at man skal yde, før man kan kræve. Der er bare lige det at tilføje, at det måske ikke var sikkert, at vi havde haft mulighed for at føre drømmen om langturssejlads ud i livet, hvis ikke vi kom med den arv og fra det miljø, vi har været så heldige at komme fra.

At være i nuet

Som slutningen på vores første eventyr nærmer sig, kan det være en udfordring ikke at tænke frem. Frem mod at komme hjem og gense familie og venner, frem mod at sove i egen bred seng og gå i ferskvandsbad, når man har lyst, frem mod at nyde udsigten over Den Jyske Ås og glædes over at bo det allerbedste sted i verden, frem mod nye horisonter – også arbejdsmæssigt.  Men vi prøver virkeligt at lade være, vi gør os umage med at være tilstede i nuet og fortsat være aktive i de oplevelser, vi har. Foran os venter halvanden måned i en af de fineste stater i USA, som vi glæder os til at opleve lige så intenst og lige så langsommeligt, som vi har oplevet USA indtil nu.