Hvem er vi

Vejen hertil

At sejlads er en passion, vi deler, er vores held. Da vi mødte hinanden, havde Rikke-Louise aldrig før sat sine ben på en sejlbåd, men Rikke-Louise blev bidt af sejlerlivet, og Morgan, som har sejlet kapsejlads og lystsejlads hele sit liv, kunne stille og roligt lære Rikke-Louise op til at sejle, navigere og vedligeholde en sejlbåd. Morgan undlod behændigt at nævne noget om, hvilke økonomiske omkostninger, der er forbundet med at være bådejer, og det var nok meget klogt. For når først man er bidt, så er man bidt. Koste hvad det vil.

At der er stor forskel på vores sejlkundskaber er en underdrivelse, men ikke noget problem. Vi har nu sejlet sammen i over 10 år og har efterhånden mange nautiske mil under kølen sammen. Også længere stræk til Sognefjorden, Lysefjorden, Oslo og senest den stockholmske skærgård har vi besejlet. Sidstnævnte med et uafbrudt ben på tre døgn fra Sæby til Øland, så vi føler os godt klædt på til turen.

Et double-handed partnerskab med én kaptajn

Der kan kun være én kaptajn på en båd, og hos os er det Morgan. Han har kommandoen, og dermed er det ham, der har autoriteten og det sidste ord, hvis der skal træffes en svær beslutning. Med vores militære baggrund er ingen af os i tvivl om, hvor vigtigt det er, at der er udpeget en fører.

At sejle double-handed er et velovervejet og aktivt valg: Vi ønsker den ultimative frihed og fleksibilitet. Det er vores drøm; vores eventyr, og det er så kort tid og så stor en investering, at vi ikke ønsker at indrette det efter andres lyst, holdning eller mod men alene efter, hvad VI har lyst til, og hvor vinden tager os hen. Så hvis vi, når vi når til Spanien, finder ud af, at vi faktisk hellere vil til Middelhavet, selvom det på ingen måde er planen – ja, så er det det, vi gør! DET er eventyr!

Vi er med på, at vi dels går glip af det fællesskab og den fælles historie, man får, når man rejser sammen i en flok, dels får nogle lange og i perioder hårde vagter under de længere sejladser. Men også det er en del af eventyret og af udfordringen. Og netop det, som vi begge søger.

Det betyder også, at båden nu er indrettet, så den passer perfekt til os med masser af grej og udstyr. Båden, som er en Phantom 42; en danskproduceret sejlbåd fra 1986, har vi givet en kraftig opgradering henover de sidste fem år. Så den står spændt som en fjeder, klar til at tage os sikkert rundt på havene. Læs mere om båden i et kommende særskilt blogindlæg.